Mariekiks! Oh, smagen af tør, sød, knasende hvedekiks med fine og fornemme mønstre præget ind i overfladen. Det var en af min mors små belønninger, når man kom ind fra arbejdet i landbruget, forfrossen og sølle, så vankede der mariekiks med smør og varm kakao. Måske endda kiksekage! Undertiden var der sorte mariekiks i min mors skabe, så fik man den med i købet, og varmen vendte tilbage i sjæl og fingre.
Mariekiksen hed også i den udgave fra Brugsen, vi havde, noget så fint som Oxford Bis-cuits. Man følte sig hensat til engelske steder som Oxford, hvor de lærde professorer, ladies og lorder vandrede lyslevende rundt. Faktisk er der noget royalt og fornemt ved mariekiks. De blev udviklet i England, såmænd, som en gestus og hyldest til den russiske zar Alexander II’s datter, Maria Alexandrovna, der i 1874 blev gift med dronning Victorias søn, Alfred. Hun var tordnende populær i Storbritannien, så kiksen blev tilegnet hende med de helt specielle prægninger på kanter og overside og selvfølgelig med navnet Marie, der vel egentlig burde have været med et a til sidst.
Når kiksene er vendt tilbage i min erindring og optik, er det, fordi jeg besøgte det herlige porcelænsmuseum CLAY i Middelfart. Her udstiller de biskuitter, som man ikke skal sætte tænderne i, men nøjes med at beundre med øjnene. I den her sammenhæng er biskuitter hårdt brændte porcelænsfigurer uden glasur!
Hvad i alverden har det med kiks at gøre? Jo, ordet biskuit er oprindeligt fra fransk biscuit eller italiensk biscotto. Det betyder egentlig to gange kogt eller to gange bagt! Ordet består jo af bis, der betyder to gange, og perfektum participium af cuire, der betyder koge, bage eller lave mad. Når det gælder porcelænet, så er navnet biskuitfigurer udviklet på Thorvaldsens tid eller måske snarere i tiden efter ham, som betegnelse for små værker, der fremstår marmoragtige, fordi de er brændt to gange.
Vi kender ordet i andre udgaver, måske først og fremmest som tvebak. Navnet på dette lille, runde og hårde bagværk, som smager godt med en skive fed ost, kommer oprindeligt fra hollandsk tweebak eller ældre tysk zwieback. Tvebakken betyder selvfølgelig også bagt to gange eller dobbeltbagt, så det stemmer med biskuit.
Fra tvebakken bevæger vi os til søs, hvor man i gamle dage medbragte beskøjter. Det er selvfølgelig en mere folkelig udgave af samme ord som biskuit og som et tilsvarende nederlandsk ord. Dette hårde brød, som kunne holde sig, har nemlig sprogligt også hollandske aner, som så mange sejler- og skibsudtryk har det, i ordet beschuit. Beskøjter var sømændenes rædsel, fordi de var hårde og kedelige, men nødvendige for at overleve til søs. Det ved vi fra Adolph Reckes sangtekst fra 1849:
”En Sømand han maa lide langt mere Ondt end Godt,/ Beskøjterne han tærer,/ De krybe ned saa smaat.” Men disse beskøjter er, smagsmæssigt, langt væk fra de fine mariekiks, Oxford Biscuits, der kunne købes i fine ruller i min barndoms brugs. De var runde, men fandtes også i firkantet udgave og dem var det, min mor tryllede om til chokolade- og farin-struttende kiksekager! Kiksekagen gled ned så stort, for nu at lege med Reckes tekst.