Forskere genskaber vikingernes valkyrie

Valkyrien bar en hjelm, der lignede romernes, og nu er den blevet genskabt fra en ituslået støbeform. 3D-teknologi giver ny viden om vikingernes valkyrie

Foto af fragmenter af støbeforme fra vikingetiden. Aftrykket af valkyrien, der ænses i formen, har forskerne laserskannet i 3D. – Foto: Sarah Croix.
Foto af fragmenter af støbeforme fra vikingetiden. Aftrykket af valkyrien, der ænses i formen, har forskerne laserskannet i 3D. – Foto: Sarah Croix.

Valhal var, ifølge nordisk mytologi, hjemsted for de vikinger, der døde ærefuldt i kamp. Om han – eller hun – var så heldig at nå dertil, var op til valkyrierne. De var en slags gudinder eller feminine magter. I et nyt studie har danske arkæologer i samarbejde med Tandlægeskolen i Aarhus genskabt en model af en af de sagnomspundne valkyrier.

Til det formål har de benyttet sig af ekstremt præcise 3D-optagelser og dermed minutiøst rekonstrueret den lille model, som har været brugt til at fremstille smykker og amuletter i et værksted i vikingetidens Ribe.

”Det her er sådan en model, som alle, der er interesserede i vikingetiden, vil springe op af stolen for at få lov til at se,” siger professor Søren Sindbæk.

Han er en af forfatterne til det nye videnskabelige studie og står i spidsen for udgravningen.

I studiet har forskerne benyttet sig af samme type 3D-optagelser, som tandlæger bruger, når de eksempelvis skal fremstille proteser. Et arbejde, som er nødt til at være uhyre præcist.

Valkyriemodellen er rekonstrueret ud fra støbeforme, som i vikingetiden bestod af ler og organisk materiale såsom hestemøg, og som blev slået i stykker, når smykket eller amuletten var støbt.

Den originale model blev brugt mange gange til at skabe adskillige støbeforme. Men selve modellen er væk. Og støbeformene er i sagens natur ødelagt og slået i mange små stykker, som over tid er blevet spredt for alle vinde.

”Metoden gør, at vi kan studere og analysere noget meget småt, meget detaljeret og meget dårligt bevaret på en måde, som ellers ville have været umulig,” forklarer adjunkt Sarah Croix.

Hun arbejder ligesom Søren Sindbæk på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet. Selve modellen, som forskerne har genskabt, er kun lige knap fire centimeter høj. Den forestiller en person, som bærer en smuk kvindedragt med et langt slæb bagtil samt et smykke under halsen, som muligvis skal forestille et spænde.

Kvinden bærer desuden sværd og skjold. Og den kombination af kvindedragt og våben har arkæologerne set før. Særligt i smykker fra Danmark og England.

”Men det meget usædvanlige ved vores figur er, at hun har en hjelm med en dyrefigur på toppen og plader, der går ned over kinderne. Fuldstændig som en antik hjelm fra Romerriget. Den slags hjelme har vi aldrig fundet fra vikingetiden,” lyder det fra Søren Sindbæk.

Fundet er gjort i forbindelse med forskningsprojektet Northern Emporium, som har til formål at udforske udviklingen i de tidligste byer i Skandinavien og tager udgangspunkt i vikingetidens Ribe. Studiet kan blandt andet gøre forskerne klogere på fortidens distributionsveje, da de nu kan vide sig sikre på, at netop denne type smykke blev produceret i Ribe i begyndelsen af vikingetiden.

Der er eksempelvis fundet lignende valkyriesmykker i England. Og takket være 3D-teknologien kan forskerne nu gå i gang med at sammenligne og finde ud af, om netop deres valkyriemodel er blevet brugt til at producere nogle af disse smykker.