Prøv avisen
Liv i sproget

Hvor stammer udtrykket "forslå som en skrædder i helvede" fra?

For at forstå udtrykkets indhold og historie skal vi ind i den kristne og bibelske tradition, jævnfør helvede, forklarer.Johannes Nørregaard Frandsen, Institutleder, cand.phil. Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet. Foto: Arkivfoto

Det er muligt, at min klumme vil forslå som en skrædder i helvede, men jeg griber dog tråden i Ruth Andersen fra Aarhus’ venlige spørgsmål.

Hun vil nemlig gerne vide, hvor udtrykket ”det vil forslå som en skrædder i helvede” stammer fra. Hvad laver den stakkels skrædder dog der?

Talemåden er stadig levende, benyttes jævnligt og nævnes i moderne ordbøger. Udtrykket betyder, at en handling eller beslutning er helt utilstrækkelig i henseende til at virke eller forandre noget efter hensigten.

I Den Danske Ordbog anvendes eksemplet: ”Reformerne ville forslå som en skrædder i helvede, hvis målet var at bringe Sovjet på omgangshøjde med Vesten.” Citatet er fra Berlingske Tidende 1990, og jeg tænker, der ligger en finte fra journalistens side i at sammenstille Sovjet med Helvede.

For at forstå udtrykkets indhold og historie skal vi ind i den kristne og bibelske tradition, jævnfør helvede. Og vi skal til 1800-tallets samfund, der var præget af laug og hierarkier. Vi begynder i det bibelske.

Det er en gammel og klassisk forestilling i kristen tradition, at syndere, der røg i Skærsild og Helvede, var nøgne. Det ses af klassiske malerier, der skildrer de armes pinsler i Helvede.

Det skildres i Dantes ”Den guddommelige Komedie”, der rummer rejsen lige lukt i inferno, gennem skærsild, Helvede. Derhjemme havde vi en udgave med Gustave Dorés xylograferede illustrationer fra 1850’erne. Huh, hvor jeg gyste og bævrede over disse billeder af nøgne legemer i forvreden angst og smerte.

Syndere er nøgne i Helvede! Så det forslår ikke stort, om en enlig skrædder skulle forsyne millionerne med klæder. De klassiske billeder viser, at det er langt bedre at komme i Himlen. Hvis nogen skulle være i tvivl! For her er vi ofte skildret som klædt i løse, lette, lyse eller hvide gevandter.

Men tilbage til skrædderen i Helvede. Vendingen har altså sin rod i denne konstatering, at én skrædder ikke ville forslå over for myriaderne af syndere, der kunne have påklædning nødig. Selvom skrædderen var flittig, så ville hans saks, nål, tråd og fingerfærdighed ikke fylde meget!

Det er svært præcist at tidsfæste, hvornår udtrykket er opstået, men det findes i en samling kristne ordsprog fra 1835 og i et værk om litteratur fra 1848. Et godt bud på vendingens alder er, at det har levet gennem nogle hundrede år i folkemunde, men at det er fæstnet på skrift og i litterære værker i første halvdel af 1800-tallet.

Vendingen hed tidligere ”at forslå så lidt som en skrædder i helvede og som en loppe i en øde lade”. Loppen lader vi hoppe, men hvad med skrædderen? Hvorfor skal han bringes i spil i dette infernalske manufakturjob?

Jo, i det gamle laugssamfund var skræddere og skomagere blandt de håndværkere, som rangerede lavest. Man sagde, at de som regel var blevet skræddere, fordi de havde en legemsskavank! De kunne ikke klare anden bestilling! Så de stakkels skræddere kunne passende indpasses i historien om helvedes nøgenhed.

Det sætter også eventyret fra brødrene Grimms samling i spil. Den tapre skrædder slog syv fluer med et smæk, og hans pral bragte ham i en forlegenhed, der dog gjorde ham til helt mod kæmpen. Det bringer straks Johan H. Wessel i erindring. Han skrev: ”En Skredder, som er Helt, er ikke Skredder Meere.” Undskyld, kære skræddere!