Hvornår har du sidst set en stendysse? Måske er du en af de heldige, der har en i baghaven (jeg kender en), i nabolaget, på vej til og fra arbejde eller sommerhus? Vi har bevaret 2300 stendysser i Danmark, så de burde jo være til at møde. Mange er dog så ødelagte, at de er svære at erkende.
Andre ligger langt fra alfarvej. Men derudover er rigtig mange stendysser – også flotte, velbevarede dysser –under voldsom tilgroning og forsvinder i høje græsser og urter, senere i buskads og træer.
Sådan var situationen også i Nationalpark Mols Bjerge indtil sidste forår, hvor nationalparkens store frivilliggruppe fik endnu en knopskydning – Dyssegruppen. Den 12. maj 2015 fik den første dysse, Hundshoved-dyssen, det glatte lag. Erik, Lone, Odd, Signe, Jørn, John og Jens Erik har siden da ryk- ket ud med bil, trailer, kratryddere, kæde- og bøjlesave, hø-river og høgenæb. Her ryger det grønne væk, og stenene står tilbage – eller det meste af det grønne (herom senere).
Nationalpark Mols Bjerge er nemlig hjemsted for mange stendysser, og nogle af dem er blandt Danmarks største og flotteste, ikke mindst Poskær Stenhus. Nogle få har det held at ligge på offentlig jord, og det offentlige skal pleje sine egne fortidsminder. Private lodsejere må – men skal ikke – pleje deres fortidsminder, og det sker meget sjældent.
Sådan var det ikke før 2007. Amterne havde ansvar for både natur og kulturhistorie, og måske var det offentlige knap så trængt som nu? I hvert fald sørgede amterne i mange år for, at både dysser og gravhøje – også på privat jord – blev slået og plejet. Ofte fik de tilmed lavet aftaler om stiadgang og infotavler, som nu er groet og gået til.
Stendysserne er markante monumenter over en revolution i vore forfædres skift i livsstil. Efter istiden levede vi i over 5000 år som nomadiske jægere og samlere. Cirka 3500 år før Kristus bliver vi bønder og bofaste. Og disse bønder rydder med slid og slæb, stenøkser og ild rydninger i den store skov og opdyrker og forsvarer dem. Jordejeren og matriklen og hjemmefødingen er opfundet, og pludselig giver det mening og symbolværdi at opføre monumenter som stendysser.
Bondestenalderen varede i over 1500 år, men cirka 25.000 dysser bygges på kun 2-300 år, så slutter den dille igen – videre til noget andet. Næsten som middelalderens kirkebyggeri. Så dysserne er både flotte og fascinerende – med deres store, dystre og tavse sten – og deres alder og gode historie. Frederiksborg- og Stenvad-dyssen var afbildet på henholdvis 5- og 50-kronesedlerne fra 1908 og 1956.
Vores dygtige Dyssegruppe er nu oppe på at pleje 12 markante dysser, mens yderligere fem offentlige dysser er med i vores ”dysserute” på cirka 40 kilometer. Nationalparkens dysseprojekt slår flere fluer med ét smæk – beskyttelse af arkæologiske værdier, biodiversitet og formidling og gode oplevelsesmuligheder.
Flere dysser havde små træer voksende ud af dyssekammeret, for solsorte el- sker at synge aftensang fra toppen af en dysse. Ofte har de spist bær af brombær, hyld og benved inden, og når de letter, klatter de frø-ene ud. Stamme og rødder kan vælte stenene, og rødder kan ødelægge jordfund. Det stopper vi. Fire af dem har 3-15 skåltegn (gruber be-slægtet med helleristnin- ger), nogle har voldsomt tunge dæksten (16-19 tons!), nogle flotte randstens-kredse, andre igen geologisk interessante dæksten (Emarp-porfyr fra Sydøstsverige; Larvikit fra Sydnorge) eller et bundlag af den tids perlegrus – ildskørnet, knust flint. Det bobler med historier i dysserne.
Mange dysser har oven i købet bevaret rester af en fin og artsrig overdrevsflora – især på midten og på top- pen af dyssehøjen. Derfor har vi også registreret blomsterfloraen på dysserne – for eksempel blåklokke, gul snerre og knopurt. De frivil-lige er kompetente og nys-gerrige og kender de al- mindeligste dysseplanter.
Derfor kan de også let følge vores andet formål: at passe på de værdifulde plantear-ter, når vi slår. Det afslåede hø og grene tager vi med, så det ikke rådner og gøder på stedet eller skygger som toplag. Endelig har flere af de private lodsejere selv givet os lov til at slå en stiadgang til dyssen, så vi nu har adgang til 11 af de 17 dysser, mens resten kan beundres på afstand.
Dysserne er beskrevet i en ny artikel i Randers Amts Historisk Årbog og vil på et tidspunkt komme som et af mange tematurforslag i Nationalpark Mols Bjerge – med en god historie om flittige danskere, der gjorde vores landskab mere spændende og mangfoldigt hen over 5500 år – stenalderbøn- derne og nationalparkens frivillige. Måske skulle vi trykke vores egne penge- sedler i nationalparken?
I så fald skulle der flotte dysser, deres fine planter og vores frivillige med på dem!
Jens Reddersen er biolog ved Nationalpark Mols Bjerge.
