Prøv avisen

Fra alkymi til moderne kemi

Skilt advarer mod brandfarlige væsker. Foto: Lars Wittrock/ Denmark

Antoine-Laurent Lavoisier gjorde i 1700-tallet basale kemiske opdagelser, som gav menneskeheden indsigt i vand, luft og forbrænding

Den 8. maj 1794 herskede pøbelens rædselsregimente i den franske hovedstad, Paris. Dagligt blev franskmænd halshugget i guillotinen for ikke at være revolutionære på den rette måde. Netop på denne dag blev en mand dødsdømt, som ellers virkelig var revolutionær.

Antoine-Laurent Lavoisier havde i året for den franske revolutions udbrud, 1789, revolutioneret kemien med udgivelsen Traité élémentaire de chimie, Elementær afhandling om kemien af eftertiden betragtet som det værk, der erstattede middelalderens fidus-videnskab alkymi med den moderne videnskab kemi.

Men den form for revolutioner havde folkedomstolen i Paris ikke megen fingerspidsfornemmelse for.

Det fortælles, at dommeren til pøbelens jubel sagde: Revolutionen har ikke brug for videnskabsmænd, inden han lod Lavoisiers hoved hugge af. Dagen efter skal matematikeren Lagrange have udtalt:

Det tog dem kun et øjeblik at hugge hans hoved af, og det vil tage mere end hundrede år, før der kommer et nyt som det.

LÆS OGSÅ: Danske vikinger gav briterne tæv - og humor

Hvad var det så, det kloge hoved havde fundet ud af? Jo, Lavoisier gennemførte en lang række kemiske eksperimenter, som aflivede flere af datidens fejlagtige forestillinger og førte til basal viden om for eksempel ilt, brint, vand og forbrænding, som er det sted, hvor al kemiundervisning begynder i dag.

Den kemiske formel, vi moderne mennesker kender, hvis vi kun kender én, er nok HO formelen for vand. Formelen dækker over, at det flydende stof vand opstår i mødet mellem de to gasser brint (H = hydrogen) og ilt (O = oxygen). Begge disse gasser er navngivet på latin og fransk af Lavoisier (og oversat til dansk af H.C. Ørsted). Indtil hans forsøg vidste videnskaben ikke præcis, hvad så basale stoffer som den luft, vi indånder, og det vand, vi heller ikke kan leve foruden, rent kemisk bestod af.

I 1700-tallet var videnskaben optaget af at finde ud af, hvad der egentlig sker ved forbrænding. En meget populær teori i tiden gik ud på, at der fandtes et stof, som blev afgivet til atmosfæren ved enhver forbrænding, og som medvirkede ved en lang række andre processer. Stoffet gik under navnet flogiston.

Den opdagelse, Lavoisier, offentilggjorde i revolutionsåret 1789 tog livet af flogiston helt uden brug af guillotine, men ved hjælp af videnskabelig argumentation. Stoffet eksisterede ikke, det var en forfejlet hypotese. I stedet argumenterede Lavoisier for, at enhver forbrænding krævede, at der kunne optages et bestemt stof fra luften. Det var det stof, han kaldte oxygen.

Da først forbrændingens kemi var kortlagt, var et stort skridt taget mod dampmaskiner og forbændingsmotorer. På den måde banede den kemiske revolution vejen for den industrielle revolution og lod sig ikke standse af, at den franske revolution tog livet af grundlæggeren.