Prøv avisen

Fra baggården til ungdomsgården

ARKIV 1980--SANGGRUPPEN VESTERBROS UNGDOMSGÅRD--NORDFOTO 1996 Foto: .

Baggårdskattene fra Vesterbro Ungdomsgård udsendte deres første plade for 40 år siden. Nogle af dem har gjort musik og teater til deres levevej, mens andre viderefører det sociale arbejde

Vi lever på Vesterbro, Kattejammer Rock og Hjerteblod.

Det er titlerne på tre plader fra Vesterbro Ungdomsgård (VUG), der stadig hitter rundtom på landets børneværelser, selvom det i år er 40 år siden, at den første plade udkom. Og teksterne, der handler om, at tilværelsen på Vesterbro til tider kan føles som et hundeliv, og at det koster hjerteblod at blive holdt udenfor, er blevet skrålet ud af børn og unge i årtier.

Fritids- og ungdomsklubben ligger i det, der i dag er et af Københavns mest hippe områder. Men da grundstenen til VUG blev lagt i 1956, var det i hjertet af et af Københavns mest hårdkogte kvarterer. Der var værtshuse og bodegaer på hvert andet gadehjørne, og huse og baggårde var fyldte til bristepunktet blandt andet med børn og unge, der ikke havde noget at tage sig for. Ud over at lave ballade.

Derfor var ambitionen, da statsminister H.C. Hansen indviede stedet, at få kvarterets børn og unge ud af baggårdene og give dem kulturelle og sociale oplevelser. Og for et månedligt kontingent på to kroner lettede Vesterbro Ungdomsgård mange mødres bekymrede hjerter. En af dem var moderen til den dengang ti-årige Mike Tramp, der i dag turnerer verden rundt som sanger og sangskriver.

LÆS OGSÅ: Prins Henrik får egen jagtvej

Det betød alt for mig at komme der, og det betød alt for min mor. Nu havde hun et sted, hvor hendes børn kunne være efter skoletid i stedet for at løbe rundt og lave ballade, siger han.

Den nu 53-årige Mike Tramp voksede op med sin enlige mor og to brødre på Vesterbro. I klubben kunne de gå til gymnastik, komme på cykeltur i Jylland og på sommerferie til Sverige og Norge. Og på grund af stedets musikhold fik Mike Tramp smag for den musik, der har tegnet resten af hans liv.

Jeg ærgrede mig meget over, at jeg ikke var i stand til at holde fast i Vesterbro Ungdomsgård, selvom jeg blev en popstjerne i en alder af 16 år. For tiden dér var måske den lykkeligste tid i mit liv. Stedet blev min far, da min rigtige far ikke var der. De mandlige medarbejdere var rigtige mænd, vi havde respekt for. Og kvinderne viste, at de kerede sig om os. De blev en stor del af min familie og den person, jeg er i dag, siger han.

En af de mandlige medarbejdere, der gjorde størst indtryk, var stedets musikalske drivkraft, Bo Schiøler, der var leder af stedets sang- og teatergruppe. Hans musik gjorde klubben kendt og fik danskere til at synge med på hittene landet over.

Bo Schiøler så arbejdet med musik og teater som en måde at give børn og unge selvværd og selvtillid og lære dem om solidaritet og samarbejde på, har han tidligere udtalt. Det er noget, som også skuespilleren Mia Lyhne har nydt godt af.

Hun kom første gang i Vesterbro Ungdomsgård som 15-årig i 1985. Allerede på det tidspunkt vidste hun, at hun ville være skuespiller, og billederne af teaterstykker med børn fra ungdomsklubben i hovedrollerne bag på pladerne fra samme sted talte til hende:

Derfor skrev jeg et brev til dem og spurgte, om jeg måtte være med, selvom jeg ikke boede på Vesterbro, men i Smørum. De sendte et sødt brev retur om, at jeg var velkommen, og så troppede jeg ellers op i store København, fortæller hun og fortsætter:

Jeg mærkede med det samme, at man fik lov til at være den, man var, og blev taget alvorligt. For eksempel havde vi runder, hvor vi fortalte, hvordan vi havde det. Det var jeg slet ikke vant til, og det ramte plet hos mig. Jeg havde det lidt som at komme hjem dér hørte jeg til, også mere end i Smørum, hvor jeg boede, siger hun.

For Mia Lyhne var tiden på Vesterbro Ungdomsgård med til at forme hende både som person og som skuespiller.

Det handlede meget om musik og teater, og det var, hvis det var det, man ville, man kom der. Det var ikke et sted, man bare sad og hang, fortæller hun og konstaterer, at hun desværre ikke tror, der er så mange steder som VUG for unge længere.

Den betragtning deler den nu 45-årige Erling Kølner Jensen. Han var med egne ord en lille lømmel med læderjakke, der fandt vej til VUGs lokaler som 13-årig. I dag leder han den integrerede institution Pakhuset og bruger fritiden på at udfolde sin musikalske side, som tiden på Vesterbro Ungdomsgård fik opdyrket hos ham.

Som så mange andre unge rendte jeg rundt og vidste ikke rigtig, hvem jeg var. Men på VUG blev der taget fat i kraven på mig og stillet krav. Det, som kendetegnede og stadig kendetegner Vesterbro Ungdomsgård, er, at man er med, hvis man vil noget. Det har gjort noget for mig og for rigtig mange andre, siger han og fortsætter:

Min tid dér har præget alt, hvad jeg har lavet i mit liv siden: Jeg tør stå frem og spille musik og teater, og i dag er jeg selv leder af en institution, hvor vi gør noget ud af at rumme alle.

Efter 32 musikalbum, 9 digtsamlinger, 5 dvd-film og 185 teaterstykker gik Bo Schiøler på pension i 2010, og siden er der droslet gevaldigt ned for VUGs musikalske aktivitet. I dag er der 365 børn tilknyttet fritidsklubben og 125 børn i ungdomsklubben. Og Vesterbro har udviklet sig til et af Københavns mest populære kvarterer. Så spørgsmålet er, om et sted som Vesterbro Ungdomsgård stadig har sin berettigelse i dag. Det mener Erling Kølner Jensen bestemt:

Jeg tror, det har stor betydning, hvem ens forbilleder er som teenager. Men i dag er der flere og flere ungdomsklubber, der lukker. Det er ærgerligt, fordi det er vigtigt at være sammen med nogen om noget at have et fællesskab med sunde værdier. Hvis unge bare bliver overladt til at passe sig selv i cykelkælderen eller foran kiosken, bliver det de højest råbende, der overlever. Der skal være plads til, at børn og unge kan folde sig ud, og det stiller krav til de voksne og samfundet.

Men VUG fortsætter ufortrødent. I mandags tiltrådte stedets nye forstander, Per Dahlstrøm, der kommer fra en stilling som områdeleder i Egedal Kommune, hvor han havde ansvar for en lang række fritids- og ungdomsklubber. Han tager nu fat på at bygge videre på VUGs ambition om at give børn og unge en meningsfuld fritid.

Her skal man møde en anerkendende kultur, hvor forskellighed er en styrke. Børn har brug for en meningsfuld fritid. De har brug for et mødested i stedet for at hænge på gaderne. Og selvom Vesterbro har forandret sig, vil der altid være sociale udfordringer. Så er det bare andre problemer, børnene tumler med, siger han.