Fra Leningrad til præstegården i Vedersø

Hun hører til mine rigtig gode venner, og jeg har efterhånden kendt hende i næsten 40 år. Hun er en stor kender af dansk sprog og litteratur har beskæftiget sig med disse emner siden sin studietid i årene umiddelbart efter afslutningen af Anden Verdenskrig. Hun er russer og i mange år professor i vesteuropæisk litteratur ved Skt. Petersborgs (indtil 1991 Leningrads) Statsuniversitet.

Samarbejdet mellem min arbejdsplads på Aarhus Universitet og Nordisk Institut på Leningrads Universitet begyndte formelt i 1973, da Irina blev gæstelærer hos os med henblik på at lære vore studerende at tale russisk. På trods af, at hun egentlig er specialist i dansk dramatik i 1930erne, det vil sige i Kjeld Abell, Soya og Kaj Munk. Og senere skrev doktordisputats om dem.

Irina ville gerne til Aarhus, og vi ville gerne have hende. Da jeg vidste, at russere generelt gerne besøger deres egne digteres tidligere hjem og museer, aftalte jeg med Kaj Munks enke, Lise, at besøge præstegården i Vedersø. Fru Munk var både beæret og overrasket over, at der i Leningrad sad en ung forsker og beskæftigede sig med hendes mands dramatik.

Vi tog ud til det vestjyske, og jeg ved, at Irina ved den lejlighed fik sig en oplevelse for livet. Den vestjyske natur, stuerne i præstegården, Munks studereværelse og den parklignende have under de høje skyggefulde træer gav de helt rigtige kulisser til den munkske dramatik, som Irina havde studeret så intenst.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hun fortæller selv om besøget: Det at tale med hans enke og hans søn (Arne Munk, TP) har hjulpet mig til bedre at forstå hans personlighed. Dette besøg er jeg oprigtigt taknemmelig for.

Thomas Petersen,

universitetslektor emer.,

Bøgebakken 69, Stevnstrup

Langå