Fra losseplads til affaldssortering

Danskernes affaldssortering udvides gradvist, og det påvirker også sproget, som har en lang historie med skraldespanden

Fra losseplads til affaldssortering
Foto: Morten Voigt.

Verbet affaldssortere blev optaget i Retskrivningsordbogen i en af de seneste opdateringer. Et ord, som i den grad hører vor tid til. For få årtier siden var det klunsere og sære eksistenser, der kunne rode i affaldsdyngerne. Det nye er en indsigt i ressourcernes knaphed og det fine ord recirkulation. Nu sorterer danskerne affald. Glas, madrester, plastik, papir skal i rette rum i stadig flere affaldscontainere.

Genbrugspladsen

Dele, som ikke kan komme i spandene derhjemme, køres til nærmeste genbrugsplads, og her mødes vi, som gerne vil have ren samvittighed. Nye tider, nye ord, affald er ikke længere affald. Det er kostbare ressourcer, mulighed for genbrug og med til at producere store mængder af biogas.

Genbrugsplads er et nyere ord, og det er et mødested. Man drager afsted med poser og sække på traileren til genbrugspladsen. Her gør man en lille forskel, for småt brændbart kommer i rette container og så videre, og så er der problemaffald! Herligt for resten, som en moralsk tiltale.

Lossepladsen

Ordvalg skifter. Engang røg det hele i skraldespanden, der tidligere igen hed skarnfjerdingen. I H.C. Andersens ”Kjærestefolkene” ryger både toppen og bolden i skarnfjerdingen. For den fine bold var det et fald fra tinderne eller rettere fra tagrenden, hvor hun havde ligget og sivet i fem år. Nu røg hun i fjerdingen, hvor der ”laae alle Slags, Kaalstokke, Feieskarn og Gruus”.

Fy dog! Ordet skarn kommer af et oldnordisk ord for gødning eller afføring. Det gamle ord fjerding kommer af en fjerdedel af rummålet en tønde, så skarnfjerding var det, en natmand kunne bære. Det var kun i byerne, man havde noget så fint som skarnfjerdinger. På landet røg lortet på møddingen.

Natmænd og renovationsarbejdere

Ordene røber status! I 1800-tallet begyndte man at interessere sig for at få skidtet væk, så svin og rotter kunne fjernes fra gaderne. Kolera skulle bekæmpes, og da var det natmænd og rakkere, der i ly af mørket fjernede affald og afføring. På den tid var natpottens og retiradens indhold noget, der fyldte. Natmænd hed sådan, fordi de udførte deres stinkende erhverv om natten, hvor borgerskabet sov trygt. Rakkere var også natarbejdere. De slagtede selvdøde dyr for kødets og hudernes skyld. Rakkere og natmænd indgik ofte i en vis mytedannelse om nattens gerninger, noget der var forbundet med underverden, død og forrådnelse.

Genbrug

Ved indgangen til det 20.århundrede er bevidstheden om smittefare vokset. Der er nu kloakeret i de fleste byer, og der oprettes særlige lossepladser. Ordet losse er oprindeligt plattysk, afledt af los, der betyder løs, løsne eller frigøre, og bruges om at det at læsse noget af, såsom et skib, der losses. Lossepladserne befriede byerne for skidtet. Fra mange af disse gamle pladser siver der stadig historie til grundvandet. I dag deponerer vi forsvarligt – forhåbentligt da – og vi genbruger. Derfor danser vi glade om containerne hver søndag formiddag, hvor naboer mødes på genbrugspladsen med bjerge af pap, plastik, dåser, møbler. Ordene fra natmænds fjerdinger til recirkulerende genbrug har vi endnu.