Fra losseplads til grøn lunge - midt i Jerusalem

I Jerusalem har man langs de første togskinner i Mellemøsten åbnet en grøn park, som har givet livet i den historiske by en helt ny dimension. Tag med Bagsiden på ferie i denne nye serie om anderledes turistattraktioner

De gamle jernbanespor i Jerusalem blev længe brugt som losseplads for områdets beboere. Langs sporene er der i dag en grøn park, der giver de klassiske turistattraktioner et frisk modspil. –
De gamle jernbanespor i Jerusalem blev længe brugt som losseplads for områdets beboere. Langs sporene er der i dag en grøn park, der giver de klassiske turistattraktioner et frisk modspil. – . Foto: Hanne Foighel.

Hop, hop, hop. De små fødder hopper sikkert og rytmisk. Fra jernbanesvelle til jernbanesvelle. Tre børn på vej hjem fra skole i den bagende sommersol. De tunge rygsække hopper på deres små rygge.

Jernbanespor er normalt ikke en god legeplads. Men i Park Hamesila, Jernbaneparken, i Jerusalem er det. En ny og grøn attraktion blandt de vante intensive og lidt støvede attraktioner i den hellige by som Grædemuren, Gravkirken, basargaderne, Dødehavsrullerne. En park. Hvor sjælen kan hvile og tankerne vandre.

Her har der ikke kørt tog i årtier. Til gengæld er der tale om historiske togskinner: de første lagt i Mellemøsten. Det var osmannerne, der i 1890’erne besluttede, at der skulle gå tog mellem Jerusalem og havnebyen Jaffa, Palæstinas port til verden ved Middelhavet.

I 1892 kørte toget for første gang under jubel og fanfarer fra Jaffa til Jerusalem, hvor man dog måtte tage et æsel eller gå de sidste to kilometer fra endestationen til Jaffa Porten, indgangen til Jerusalem bag de gamle bymure.

Sporene gik gennem smalle pas med skarpe kurver, der fik togvognene til at krænge voldsomt. Og toget kørte så langsomt, at det blev sagt, at det bedre kunne betale sig at gå. Alligevel har mange prominente gæster, immigranter og forretningsmænd i tidens løb taget turen. Den tyske kejser Wilhelm på besøg i Det Hellige Land i 1898 og senere Israels første premierminister, David Ben-Gurion, er blot to.

I 1998 nedlagde Israel Railways jernbanen, og samtidig med at man lagde nye spor, blev ruten afkortet. Jerusalem-endestationen er nu Malha godt syv kilometer fra den gamle station.

De resterende kilometer spor lod man ligge øde hen. De snor sig gennem meget forskellige bydele: den arabiske landsby Beit Safafa, det socialt nedkørte Katamonim, hvor de fleste indbyggere er nye og tidligere tiders immigranter, og Jerusalems bedre beslåede kvarterer som Greek Colony og Talpiot, hvor indbyggerne er alt fra sekulære hipsters, moderne ortodokse med hæklede kalotter til traditionelle sortklædte ortodokse jøder. De vendte alle så at sige ryggen til jernbanen, så de gamle spor og den tidligere endestation efterhånden udviklede sig til en lang losseplads af gamle cykler, byggeaffald og skrammel.

Indtil lokalaktivister og naturelskere fik den idé at opfordre kommunen til at rehabilitere jernbanen og skabe et sted, hvor Jerusalems mange forskellige indbyggere kunne mødes og have noget tilfælles.

Sådan blev Park Hamesila, født i midten af 2000’erne. Syv-otte kilometer grøn lunge.

Her møder Kristeligt Dagblads udsendte et ungt par, der skubber deres barnevogn på stien mellem de gamle jernbanespor. De, Yoseph og Miri, er turister fra Frankrig:

”Det er en skøn park at gå i,” siger de og nævner The First Station, den gamle jernbanestation, hvor der i dag er restauranter og småbutikker, og man kan læse om jernbanens historie.

På en bænk sidder en ung mand optaget af sin mobiltelefon. Hans racercykel læner sig op ad et træ. Det er Muhammad, der bor i Den Gamle By, hvor hans familie ejer en souvenirforretning.

”Men derinde kan man ikke cykle, så et par gange om ugen tager jeg turen ad cykelstien her i parken. Det er god træning ned ad bjerget og op igen,” siger han med et smil.

Judy er i løbetøj. En midaldrende ortodoks britiskfødt kvinde fra Talpiot to minutter fra parken, der løber flere gange om ugen:

”Parken er det mest utrolige, der er sket, siden vi flyttede hertil for 20 år siden. Jeg møder løbere af alle slags. Vi hilser og smiler til hinanden. Park Hamesila har givet vores liv i Jerusalem en ny dimension.”8