Fra Polka til Hip Hop: Danske danseskoler fejrer 100 år i Tivoli

I dag samles dansere i alle aldre og niveauer til Danseskolernes Dag i Tivoli. Det er samtidig 100-årsjubilæum som musikalsk opdragelsesinstitution

 Billedet er fra Bo og Britt Bendixens Danseskole i 1960 i Husum. – Arkiv
Billedet er fra Bo og Britt Bendixens Danseskole i 1960 i Husum. – Arkiv. Foto: Jørgen Sperling/ritzau.

”Vi glæder os meget til at vise danseglæden frem!”.

Sådan siger Ole Grønhøj, der er danselærer og tidligere professionel danser gennem mere end 40 år. Han er en af arrangørerne bag Danseskolernes Dag, der løber af stablen i Tivoli i dag. Næsten 2000 dansere fra hele landet står klar til at vise alt fra jitterbug til hiphop frem på Plænen og i Pantomimeteatret for 12. år i træk, og selvom de traditionsrige Tivoli Mesterskaber også afholdes i år, er det opvisningerne, der er i højsædet.

”Danseskolernes Dag er ikke målrettet turnerings- og elitedansere. Det er en dag, hvor vi hylder alle de dygtige, glade dansere, der danser for sjov. Vi vil gerne give dem et sted at vise deres trin frem,” siger Ole Grønhøj.

I år er et ganske særligt år for danseskolerne. Det er nemlig 100 år siden, de gik sammen og dannede foreningen De Danske Danseskoler.

Før 1917 opfandt danseskolerne ofte deres egne danse, men med oprettelsen af De Danske Danseskoler standardiserede man dem. For 100 år siden var polka og lancier populært. Senere blev det vals, slowfox og jitterbug, og ifølge Ole Grønhøj foretrækker børn og unge i dag at lære disco og hiphop.

”Den musik, der er oppe i tiden, dikterer, hvordan der danses på danseskolerne. Folk har altid villet danse til det, de hører i radioen, og i dag vil de unge danse til det, de ser på YouTube,” siger han.

Hvor man tidligere har forbundet dans med noget løssluppent og noget, der var lidt forbudt, kom dans og danseundervisning, ifølge Ole Grønhøj, op gennem 1900-tallet til at spille en stor rolle i den måde, vi danskere opdrager vores børn på.

”Mange kan sikkert huske fru Violet og hendes danseskole på Postgaarden i Matador. Hun var en streng lærerinde, der dirigerede børn i deres stiveste dansepuds, mens Misse Møhge sad i hjørnet og spillede på klaveret. Børnene lærte at se ordentlige ud og høre efter, hvad der blev sagt,” siger han.

Danmark er et af de få lande i verden, der har tradition for at tilbyde børn helt ned til treårsalderen danseundervisning. Den konservative og traditionelle måde at undervise i dans på betød dog, at mange forældre i 1970’erne holdt op med at sende deres børn til dans. I dag har mange dog fået øjnene op for dans igen, ikke mindst på grund af TV 2’s populære underholdningsprogram ”Vild med Dans”. Og selvom Ole Grønhøj indrømmer, at det er svært at få børnene i dag til at interessere sig for de klassiske danse, er der dog igen mange børn på danseskolerne.

”Der er stadig et opdragende element i dansen, men vi arbejder meget med at lege dansen ind hos børnene. Vi er også holdt op med at stadse dem for meget ud i make-up og fine kjoler. De kommer, som de er, og danser i deres almindelige tøj,” siger han.

Danseskolernes dag i Tivoli i 2016.
Danseskolernes dag i Tivoli i 2016. Foto: Tivoli