Fra restekage til gourmet: Romkuglen taler til alle

Vi moderniserer og forfiner i disse år traditionelle lavstatus-retter, og nu er turen kommet til en vaskeægte kageklassiker: Romkuglen

Fra restekage til gourmet: Romkuglen taler til alle
Foto: Leif Tuxen.

Når datidens bagere skulle have bugt med deres daggamle kagerester, blandede de marmelade, kakao og rom i. En rund kugle blev rullet i kokos eller chokoladekrymmel, og sådan blev romkuglen til – eller trøflen, bevares, som den kaldes i nogle dele af landet.

I dag er det vist ikke at tage munden for fuld at kalde romkuglen for en vaskeægte kageklassiker. Man skal i hvert fald lede længe efter en bager, der ikke sælger romkugler, og noget tyder på, at romkuglen har fået en opblomstring inden for de senere år. Der er blandt andet holdt mesterskaber, som har kåret Danmarks bedste romkugle. Prisen gik i 2018 til den sidenhen landskendte bager i Nørre Aaby på Fyn. Her skulle man efter sigende kunne få de bedste romkugler i landet så gode, at bageren, som nu hedder Bak’s Bakery & Deli, siden kåringen har trillet over fem millioner af den kugleformede kage, som leveres til bagere i hele Danmark.

Mange vil nok forbinde romkugler med det billige valg fra bageren. I dag er der dog et lidt bredere udvalg, og der eksperimenteres med forskellige måder at lave romkugler på. Konditor-kæden Grannys House har for nylig åbnet en specialbutik i København, som er tilegnet romkuglen og kun sælger det runde bagværk i mange forskellige varianter: hvide romkugler, romkugler overtrukket med karamel og chokolade, veganske romkugler og romkugler uden rom. Fælles for romkuglerne er, at de til forskel fra de klassiske romkugler, som typisk er lavet på rester af wienerbrød, er lavet på chokoladekage af rene råvarer.

”Vi ser romkuglen som en særlig kage fuld af smag, høj kvalitet og lækker konsistens,” skriver Grannys House på det sociale medie Instagram. Samtidig er det i butikken, som ligger ved siden af det kendte københavnske konditori La Glace, muligt at designe sin egen romkugle. Men er den såkaldte fattigmandskage blevet gourmet?

Ejer Rasmus Foged åbnede butikken med en vision om, at gøre romkuglen til en slags nationalkage:

”Det er en kage, der taler til alle, da den er nem at gøre divers. Den passer til alle lejligheder, vi har endda lige lavet en romkugle-bryllupskage, og en af de bedste romkugler, vi har, er den veganske. Samtidig er det også en kage, du lige kan købe med fra den lokale bager. Jeg tror, at alle har et forhold til den. Jeg kan huske, da jeg som dreng stod i kø nede i kiosken med min første løn for at købe romkugler og studenterbrød, og jeg tror, at mange andre ligesom mig har minder forbundet til netop den kage,” fortæller han.

Madsociolog og lektor ved Københavns Professionshøjskole Jon Fuglsang fortæller, at forfinelsen af traditionelle lavstatus-produkter er en tendens, vi har set på madområdet i mange år. Her har man været optaget af at modernisere og forfine de gamle bonderetter som kål, fermentering og sylte. Men tendensen har været længe om at ramme kageområdet, og det er første gang, at vi ser en traditionel dansk kage som romkuglen gennemgå en sådan opblomstring, forklarer han.

“Man leger med koderne og gør noget, der har lavstatus, fint. Vi ser i øjeblikket, at folk ønsker at skabe en fælles madkultur og derfor søger mod det traditionelle og genkendelige. Romkuglen har haft lavstatus og været den billige vare hos bageren, og for at den kan få en revival, kræver det, at man kommunikerer, at den er nyskabende. Det har man set gjort tidligere i hipsterkulturen, der har arbejdet med gamle håndværk og madtraditioner ved at æstetisere dem og tilføre dem noget nyt og moderne,” siger Jon Fuglsang.