”Jeg er nødt til at vide noget mere om motorer.”
Når min mand siger sådan, med hænderne sorte af olie og et stædigt ansigtsudtryk, omgivet af en duftbølge af benzin, er det, fordi han har været ude at rode med fræseren.
Fræseren er en fin maskin’, som man siger. Den har, hvis jeg ikke tager fejl, været i hans familie i generationer og er nu tilfaldet den i familien med mest jord at lave køkkenhave på.
Den er en sand ven på landet, når den altså virker.
Dens skær vender med lethed køkkenhavejorden og gør den klar til såning. Den er også en slags minitraktor, der på det selvbyggede lad kan transportere hegnspæle, brædder til hønsehus og små hjælpere rundt på grunden til ethvert projekt.
Min bedre halvdel vil ikke høre tale om det, men der er nu også en del bøvl med den fræser. Den tåler meget lidt fugt og sætter jævnligt ud. Efter et par timers udelt opmærksomhed og nus bag koblingen kan den dog som regel, hostende og harkende, trække sig op til dåd. Hvad angår larm, så tror fræseren, den er en Harley Davidson.
”De skal have høreværn på, når de sidder på fræseren!”, råber jeg til haveholdet.
”Hvad?”
”Høreværn!”
”Vi kan ikke høre noget, mor!”
Den anden dag læste jeg så noget, der måske ender med at pensionere fræseren fra køkkenhavearbejdet. For én af de nyeste strømninger i økologisk havebrug hedder ”gravefri dyrkning”.
Regnorme er helt essentielle for dannelsen af såkaldt humus, der er lidt det samme som kompost, altså nedbrudt organisk materiale. Men de kan ikke lide fræsere, så nemt er det. Så vil man have virkelig frugtbar jord i haven, skal man, når høstsæsonen er ovre, lade hele køkkenhaven, ukrudt und alles, falde sammen. Herefter skal regnormene have ro til at omdanne plantematerialet og formere sig.
Når foråret kommer, skal man holde fræseren totalt i ro. Kun nænsomt vende det øverste af jorden, hvor der skal sås, ved håndkraft, og på den måde drage nytte af den næring, sidste års formuldede have har skabt.
Jeg ved, at når den tid kommer, så får vi lyst til at sætte skærene i jorden og lade fræseren gøre arbejdet, for det er nu engang et tilfredsstillende syn, sådan en stor, dejlig flade af muld, hvor alt kan ske.
Men jeg må først vide, om nogen af jer, kære læsere, har gode erfaringer med at parkere fræseren og lade haven klare det selv? I så fald kunne det være, man skulle tillade fræseren at drosle lidt ned. Et otium som børnekaret.