Fryd og vemod: Søren Ryge Petersen har det blandet med høsten

De er næsten vemodigt at køre igennem høst-landskabet og se, at årets største begivenhed, høsten, varetages af så få mennesker, at man næsten ikke ser dem

Det var i 1970, at jeg som 25-årig kørte mejetærsker for første gang. Sommerferiejob hos en nabo, og man var halvdøv og sort af støv, når man kom hjem. Det var en Claas, og det var den tids største mejetærsker.
Det var i 1970, at jeg som 25-årig kørte mejetærsker for første gang. Sommerferiejob hos en nabo, og man var halvdøv og sort af støv, når man kom hjem. Det var en Claas, og det var den tids største mejetærsker. . Foto: Jens H. Petersen.

Tænk, jeg har prøvet det hele. At være med til den vigtigste af alle årets begivenheder i et land, hvor man har dyrket det meste af jorden i tusinder af år. Høsten!

Nej, at høste med segl eller le var før min tid. Men jeg har siddet med som tiårig, når Peter Andresen høstede med tre skummende heste foran selvbinderen, der var tung at trække og spyttede neg ud i lange rækker, mens en hel flok storke havde travlt med at fange alle de frøer og mus, der blev blotlagt. Bagefter skulle vi skokke, sætte negene sammen i små, strittende hobe, seks i hver, og bagefter køre det hjem i smukke, duvende læs, som det var en kunst at lægge rigtigt, så læsset ikke skred på hjemvejen. Ingen snakkede om, hvor mange tons korn der var, hvor lang tid det tog, hvad det var værd. Alt handlede om at få høsten i hus inden regn og torden. Tærskningen klarer vi til vinter.

Som 15-årig, i 1960, var det på Ballegård ved Flensborg Fjord. Også neg fra selvbinderen, og det jeg husker bedst var den august-dag, vi hentede det sidste læs, og alle var med, far og mor, de to piger og Søren, yngstekarlen. Pigerne pyntede vognen med blomster, der blev stukket ind i læsset hele vejen rundt, og så sad vi på toppen, mens vi kørte hjem, og sang "Marken er mejet" og "nu går det hjemad med det allersidste læs". Det var en festdag, og ingen snakkede om udbytter, og hvad er det værd.

For nogle år siden kom Danmarks største mejetærsker til Djursland, og alle bønderne i området kom styrtende for at se vidunderet. 42 fods skærebord, næsten 100 tons korn i timen.
For nogle år siden kom Danmarks største mejetærsker til Djursland, og alle bønderne i området kom styrtende for at se vidunderet. 42 fods skærebord, næsten 100 tons korn i timen.
Foto: Søren Ryge Petersen

Som 25-årig tog jeg tigerspringet. Læste på universitetet i Aarhus, var nygift og fattig og havde sommerferiejob hos den lokale bondemand. Da det blev høsttid, var det mig, der kørte i dagevis med hans stolthed, mejetærskeren fra Claas, grågrøn som Limpopofloden, 10 fods skærebord, et larmende uhyre, og når jeg kom hjem, var jeg halvdøv og sort af støv.

Og så, for fire-fem år siden var der rygter om, at Danmarks største mejetærsker kom til Djursland, og alle maskintossede bønder kørte til Trustup for at se vidunderet fra New Holland, 42 fod (næsten 14 meter), og da jeg kørte med en omgang, var det med piloten i hvid t-shirt, der sad i cockpittet med lige så mange knapper som en flyvemaskine, aircondition, lydisoleret, køleskab og blinkende lamper overalt. Den åd korn i rasende fart, lavede 100 tons i timen og kostede 5 millioner kroner.

Således har høsten udviklet sig og forandret sig til ukendelighed i løbet af bare en generation. Mejetærskeren var en genial opfindelse, og i lille Danmark har vi så mange af dem, at de kan høste hele landet på et par uger, hvis vejret vil. Det har det villet denne sommer, og derfor er bønderne så tilfredse, at vi næsten ikke hører noget til dem.

Vækstsæsonen har været optimal, der er udsigt til rekordudbytte, 10-15 procent højere end normalt, og til overflod er priserne på korn steget så voldsomt på grund af krigen i Ukraine, at den samlede kornhøst bliver 15 milliarder værd (mod 10 milliarder sidste år). Der sejler dog ingen skibe med korn fra Aarhus. Langt det meste bliver herhjemme og puttes i grise og kyllinger, brød og øl.

Jeg har det blandet med høsten. På den ene side er der så meget bondemand i mig (min slægt var jyske bønder så langt tilbage, det kan følges), at jeg pr. instinkt følger med og fryder mig over mejetærskernes fjerne brummen, der nogen gange varer natten med. På den anden side er det mærkeligt, næsten vemodigt at køre igennem høst-landskabet og se, at denne årets største begivenhed, høsten, varetages af så få mennesker, at man næsten ikke ser dem. Dengang i barndommen var alle mand, kvinder og børn af huse, når der skulle høstes, for høsten var en ugelang tilstand. Nu blev den store hvedemark på bakken i min udsigt høstet på en halv dag med en megamejetærsker og to kornvogne. Dagen efter blev halmen presset af en anden megamaskine og kørt hjem af en megatraktor på en megastor vogn. Jeg så ingen mennesker.

Men det dufter. I juni drev der høduft med krydret vind. Nu er det den umiskendelige, forjættende duft af modent korn og halm, der driver i den varme vind, helt ind i husene på landet og langt ind i bondehjertet. Og jeg mindes mine gode, for længst afdøde naboer Anders og Julius, der for 25 år siden fik høstet deres bygmark i sidste øjeblik inden regntiden, og jeg hjalp dem med at få kornet kørt hjem. Anders var lykkelig og var ude og kigge til kornbunken i laden igen og igen. Han stak hænderne langt ind i den, lod kornet risle imellem fingrene, snusede til det, tyggede på en kerne, og ikke et ord om, hvor meget der var, eller hvad det var værd. Høsten var i hus.