Gå med i Luthers fodspor

Tag med på en spændende rejse til Tyskland i Luthers fodspor med Kristeligt Dagblad og Felix Rejser den 5. til den 10. august 2019

I Erfurt indkvarteres de rejsende for to nætter på augustinerklosteret. – Fotos: Felix Rejser.
I Erfurt indkvarteres de rejsende for to nætter på augustinerklosteret. – Fotos: Felix Rejser.

I det nordligste hjørne af delstaten Bayern ligger byen Coburg ved foden af en af Tysklands største borge, Veste Coburg. Her residerede engang et af Europas stærkeste hertugdynastier med forbindelse til flere kongehuse, blandt andet det engelske gennem prins Albert, gift med dronning Victoria. På Luthers tid var Coburg den sydligste by i Frederik den Vises kurfyrstendømme. Her opholdt Luther sig på grund af sin bandlysning i de måneder, hvor Melanchthon og de andre Wittenberg-teologer udarbejdede Den Augsburgske Bekendelse i rigsdagsbyen Augsburg.

På Veste Coburg er der en Luther-mindestue, og det er et af de steder, der besøges på rejsen. Foruden Coburg besøges de kendte Luther-byer i Thüringen og Sachsen. Først overnattes der i Eisen-ach, hvor Luther havde en del af sin skolegang. Over byen knejser på en bjergtop Wartburg, hvor Luther gemte sig i tiden efter bandlysningen i 1521. Borgen med den berømte Luther-mindestue besøges, før turen går sydpå gennem den smukke Thüringer Wald til Coburg. Inden aften når vi til Erfurt, hvor vi indkvarteres for to nætter på augustinerklosteret.

Der er afsat en hel dag til at se den smukke by Erfurt, før turen går videre til Luthers fødeby, Eisleben. Undervejs dertil gøres der holdt ved Panoramamuseet i Bad Frankenhausen. I Eisleben besøges Luthers fødehus, hvor der i dag er indrettet et fint lille museum. Vi ser kirken, hvor han blev døbt, og kirken, hvor han holdt sin sidste prædiken. På vej til Wittenberg gøres der stop i Halle, hvor vi ser domkirken med Luthers dødsmaske. I Wittenberg indkvarteres vi for de to sidste overnatninger.

Wittenberg er det mest berømte af alle Luther-mindesteder. Her virkede Luther som doktor i bibelteologi ved universitetet, og her var det, han den 31. oktober 1517 slog sine teser op på domkirkens dør.

Vi besøger huset, hvor Luther boede i størstedelen af sit liv, den sidste snes år sammen med sin Käthe. I dag rummer huset verdens største reformationsmuseum. Vi ser Schlosskirche med tesedøren (og dronningens smuk-ke antependium) og Stadtkirche, hvor Luther prædikede mere end 2000 gange. Her befinder Cranachs berømte reformationsaltertavle sig.

På hjemvejen den sidste dag bliver der tid til et stop i Berlin, hvor vi besøger Berliner Dom og får en guidet køretur i byen.