Forleden stødte jeg på ordet vademecum. Det er et ord og begreb, der blev forholdsvis hyppigt anvendt indtil midten af det 20. århundrede, hvorefter det er afgået ved sprogdøden. Vademecum er latin, idet vade er imperativ af vadere og betyder gå, mens mecum betyder med mig. Så vademecum betyder egentlig gå med mig!
Det kunne være betegnelsen for en bog, måske en samling sjove eller belærende historier, måske en notesbog, men under alle omstændigheder en bog, man fandt så vigtig, at man havde den på sig.
I dag går ingen rundt med bøger. Man har sin mobil eller smartphone, der er det moderne vademecum. Engang kunne man på jysk og fynsk bruge udtrykket en ”staabi”om sådan en følgesvend i form af en lille bog eller andet. Hvad med at kalde mobilos for ståbi? Den står os bi i næsten enhver situation.
Jeg var ved Vadehavet i weekenden. Her er himlen, fuglene og naturen det største vademecum! Vadehavet er karakteriseret ved, at vandet trækker sig tilbage ved ebbe og oversvømmer ved flod. De områder eller banker, der således tørlægges, kaldes vader. Her æder millioner af fugle, vadefugle, sig fede og stærke.
Ordet vade eller vad kommer af det norrøne vaða og/eller det oldengelske wadan, der er af samme rod som det omtalte, latinske vadere, som altså betyder at gå.
Så når vi vader rundt i byen, går vi altså på latinsk eller på oldnordisk. Når det imidlertid gælder Vadehavet, henviser ordet snarere til de banker og tørre steder, man kan gå på. Et vad er således i ældre sprogbrug et sted, hvor man kunne passere et vandløb; et vadested.
I min barndoms landbrug havde min far konstrueret og fastgjort nogle plateauer eller gulve på hanebjælkerne i laden, hvorfra man kunne forke neg og halmknipper videre fra transportøren til de steder, de skulle lægges til opbevaring. Disse plateauer kaldte vi for waj’, altså et slags ”vadested” for negene på vej til opbevaringsstedet.
I dag betyder det at vade måske først og fremmest at jokke lidt klodset eller formålsløst rundt, som når folk bare kommer vadende. Det er afledt af den måde, man går på i vand, hvor man må løfte benene, hvilket ikke nødvendigvist er elegant.
Det moderne engelske verbum wade betyder det samme, nemlig at gå på en særlig, lidt klodset måde. Køer vader for eksempel i det lange græs snarere end går. Mere oprindeligt betød det at vade netop at gå gennem vand, hvorved forbindelsen til vadehavet og vaderne bliver mere klar. Helt stærkt er det, at de lange støvler med seler, man må have på, hvis man ret skal ud at vade, nemlig waders, hedder det samme.
Der er nogle ældre brug af ordet, vi skal have med. Når det med et ubehageligt udtryk hedder, at soldaterne vader i blod, så er det selvfølgelig en villet overdrivelse og dermed et billedligt udtryk for, at det pågældende slag er blodigt.
På jysk havde man tidligere et udtryk for, at månen vadede. Det henviste til det i øvrigt skønne syn, at månen står omkranset af ringe. Det kan måske opleves ved Vadehavet, hvor der i dagtimerne også kan ses sort sol, men herom en anden gang. Nu skal der ikke vades mere i det!