Forleden hørte jeg et godt, gammelt verbum blive brugt, jeg ikke erindrer at have hørt i mange år. En journalist karakteriserede turister og besøgendes afslappede måde at bevæge og begå sig på i en storby. Folk tuller jo, sagde hun, og mente tydeligvis, at folk netop gik og hyggede sig i adstadigt tempo og uden andet formål end det. Slår man verbets betydning op i Den Danske Ordbog, så fremgår det, at ordet ganske rigtigt betyder at gå omkring uden at foretage sig noget særligt eller at gå langsomt og uden egentligt ærinde.
På den måde har jeg tullet rundt i det meste af min sommerferie. Det har været dejligt. Men man skal måske alligevel passe lidt på med ordet, for det kan også have nogle andre betydninger.
I min vestjyske barndom var det således ikke godt at gå og tulle. Faktisk blev ordet tulle brugt i dialekten på en måde, så det betød tosset eller ”lidt til en side”. Man kunne om en person sige, at han var noget tullet eller en underlig tulle. På vendelbomål kan man være noget tulleworn. Det er ikke let at oversætte til rigsdansk, men betyder noget i retning af at være barnagtig, halvfuld, småsenil eller underlig.
Det var ikke ment som en ros, når man om personer sagde, at de tullede. I den landbokultur, jeg kommer af, var det at slentre rundt eller at gå tur uden formål simpelthen ikke i kurs. Nej, man slentrede ikke rundt, men bestilte noget fornuftigt og var i det hele taget indskrevet i en daglig nyttetænkning. Ikke noget slendrian for slendrians skyld!
I vore dages hektiske liv er det til gengæld i høj kurs at slaske og slentre og at gå og tulle. De fleste af os farer i virkeligheden og i hverdagen rundt som fluer i en flaske, men måske netop derfor hylder vi samtidig det afslappede og formløse.
Verbet tulle har dog også været og bliver stadig anvendt om børns måde at tusse rundt på. ”Børnene krøb lidt paa fire, rejste sig saa, tullede om og kom i Gang.” Sådan skriver Hostrup i et syngespil om børn. Denne betydning er gledet videre til også at betyde noget med sødme, hvilket sker i ord som tullemor, tullepige, tulletøs og tullefar. Jo, der er blevet tullet en del i sproget.
Ordet er i øvrigt import fra svensk, så at tulle er en såkaldt svedisme, såmænd. Det kommer af et svensk dialektord, tulla, der betyder at tumle om, hvirvle rundt, vugge eller vikle sammen. Går vi lidt længere tilbage i det svenske ords historie, så kunne ordet også som substantiv betyde noget, der var rullet sammen, eller en bylt. Måske er det således afledt af, at børn blev svøbt, tulret eller tullet, og herfra har det fået sin bredere betydning som noget, der knytter sig til børn og barnlig adfærd.
Det er i hvert fald en stor kvalitet at få lov til at tulle rundt. Det er, hvad ferier er skabt for: At tulle og drysse formålsløst i cirkler og snørkler, man selv er herre over over. Men ferien er desværre for længst tullet forbi.