”Gak-gak” lyder det fra den disede morgenhimmel over Ribemarsken, og pludselig kommer en hel række af gæs til syne under de lavthængende skyer. Det er en flok bramgæs, der har tilbragt natten ude i Vadehavet, og som i daggryet vil ind i marsken for at søge føden. Vadehavet vrimler faktisk med gæs for tiden.
Det er efterår og gåsetid i Vadehavet, og i det helt særlige kystlandskab ses netop nu gæs – ikke i stride strømme, men i lange baner og kiler. I en lind strøm kommer den ene flok efter den anden ude fra havet, hvor gæssene søger ud hver aften for at overnatte i sikkerhed for ræven. Nogle højt og andre lavt. Det er tydeligt, at de flokke, som flyver i de højeste luftlag, er de gæs, der vil længst ind i baglandet.
Her har nogle af efterårets og vinterens mange gæs lært sig at søge føde på de afhøstede majsmarker, hvor der altid er et godt proteintilskud at hente i form af nedfaldne kolber og korn. Men ellers er det marskens vidtstrakte flade med græsmarker, der tiltrækker de fleste af de arter af gæs, som kommer på træk gennem eller som overvintrer i det danske vadehav.
Gæs er ikke bare gæs. Vi taler om i al fald seks arter, der kommer fra forskellige yngleområder, og som har forskellige strategier i forhold til at søge føde, mens de opholder sig i vadehavsområdet. Det er arterne grågås, kortnæbbet gås, sædgås, blisgås, bramgås og knortegås, hvoraf grågåsen i modsætning til de andre både er ynglefugl og trækgæst. De andre arter yngler højt mod nord fra de skandinaviske fjelde og fjeldheder til de arktiske tundraområder på Sibiriens nordkyst og på Svalbard langt oppe i Ishavet. Hovedparten af bestandene opholder sig i det dansk-tysk-hollandske vadehav det meste af vinterhalvåret, men nogle af fuglene trækker også videre til egnene omkring Den Engelske Kanal for at overvintre. Tidligere fløj vore ynglende grågæs til det sydlige Spanien, men med et mildere klima og med flere vinterafgrøder på markerne, er hovedparten nu begyndt at tilbringe vinteren i vadehavsområdet.
De mest talrige gæs i den danske del af Vadehavet er kortnæbbet gås, bramgås og knortegås. Og sidstnævnte optræder endda i to racer – en lille bestand af lysbuget knortegås og en noget større bestand af mørkbuget knortegås. Disse trækfugle tilbagelægger tusinder af kilometer hvert år og forbinder på denne måde meget fjerne egne med Vadehavet.
Bestandene af gæs, og især bestanden af bramgæs, er vokset voldsomt de seneste 10-20 år, så det samlede antal af den sibiriske ynglefugl har rundet 1,2 million- er. Det er i biologisk forstand en enestående historie, og denne ene arts store succes kan tilskrives en række forhold, som har ændret sig både i yngleområdet og i overvintringsområdet. For eksempel affolkes Sibirien, og der er færre til at samle æg og jage gæs i yngletiden, og om vinteren hos os er landskabet fyldt med næringsrige landbrugsarealer, som gæssene – til landmændenes store fortrydelse – har kastet sig over. Bramgæssene får på denne måde en bedre ynglesucces og en større overlevelsesrate, og det er baggrunden for, at man i dag står med en forvaltningsmæssig udfordring af betydelige dimensioner.
Gæs er meget sociale væsener, som altid optræder i flok, og ved Vadehavet er der ofte tale om flokke på mange tusinde.
Det er en stor oplevelse for rigtig mange mennesker at nyde synet af de markante og højrøstede andefugle i det åbne kystlandskab. Og når en havørn har besluttet sig for gås på menuen og går på jagt, er det ikke mindre end fantastisk at se otte-ti-tolv tusinde bramgæs gå på vingerne på én gang. De skræmte og vildt ”snakkende” gæs næsten formørker himlen, og i området mener nogle, at der er tale om ”grå sol”, når det sker.
John Frikke er projektkonsulent hos Nationalpark Vadehavet.