Gamle biografer er blevet til supermarkeder

Flere gamle biografer er blevet indrettet til supermarkeder – og de er lette at spotte udefra. Deres ”kropssprog” er ikke til at tage fejl af

Toftegårds Bio i dag supermarkedet Meny. Det er let at spotte og gætte for de fleste, at denne store bygningskrop en gang må have været biograf. – Fotos Peter Olesen.
Toftegårds Bio i dag supermarkedet Meny. Det er let at spotte og gætte for de fleste, at denne store bygningskrop en gang må have været biograf. – Fotos Peter Olesen.

Jeg har tidligere på denne plads skrevet om genbrug af en række bygninger, der er født til et og nu anvendes til noget andet, blandt andet gamle elværker, missionshuse, kaserner og stationsbygninger. Og jeg har flere eksempler på lager. I dag nedlagte biografer, senere nedlagte apoteker.

Biografdøden har jo hærget gennem tiden, en stribe gamle biografer er blevet nedlagt, men frygten for, at tv og film på dvd og den slags helt ville udrydde danske biografer, har heldigvis vist sig helt ubegrundet.

Mange biografer har overlevet, og nye kommer stadig til, indimellem drevet af frivillig arbejdskraft. For en rigtig god film skal ses i biografen! Sammen med andre og langt væk fra alt det hjemlige, der vil kunne forstyrre, mens filmen kører.

Udefra kræver det ikke megen erfaring at kunne spotte en biografbygning, hvis ellers den ligger frit og kan anskues fra flere sider. Ligger den pakket ind i en tætbebygget husrække, er det straks vanskeligere. Her vil kun indgangspartiet måske alligevel kunne røbe noget.

Platan Bio set fra hjørnet af Platanvej og Vesterbrogade – i dag er her Irma.
Platan Bio set fra hjørnet af Platanvej og Vesterbrogade – i dag er her Irma.

Biografens bygningskrop er stor og fyldig og kan udefra minde om en teatersal. Der er højt til loftet, for der skal indendørs være plads til, at sæderne ikke alle står på samme plan, men løfter sig bagud, så alle kan se det store lærred.

Jeg vil her nævne tre gamle og nu nedlagte biografer i København, som alle er lette at spotte, og som i dag alle er indrettet til supermarkeder – en Meny, en Irma og en Netto.

Meny på Toftegårds Plads i mit eget Valby ligger her endnu, men er truet af omsiggribende nybyggeri. Meny er indrettet i den gamle Toftegårds Bio. En kendt biograf indvendigt udsmykket af Maggi Baaring. Den åbnede i 1937, men allerede i midten af 1970’erne måtte den som så mange andre lukke. Biografen var ejet af Dansk Kulturfilm.

Siden lukningen har her været indrettet supermarked med efterhånden mange forskellige navne. Bygningskroppen er ikke til at tage fejl af, den kan anskues fra alle fire verdenshjørner, da den ligger meget frit. Og det vil set med mine øjne være en dødssynd at rive den gamle bygning ned. Vi får se.

På hjørnet af Vesterbrogade og Platanvej ligger den tidligere Platan Biografen – ofte bare kaldet Platan. Den var biograf fra 1939 til 1972, altså til det årti, hvor en del biografer måtte lukke. Det var, da fjernsynet havde entreret næsten alle danske hjem. Indgangen var ud til Vesterbrogade, og den var ikke til at overse. Men i dag er den også let at genkende. Ikke fra indgangspartiet, men set bagfra, det vil sige fra Platanvej og fra hjørnet ved Vesterbrogade. For herinde bagved gemmer den store voluminøse bygning sig. I dag indrettet som Irma, tidligere Brugsen. Set udefra lidt grå og lidt trist og fra begyndelsen ikke tænkt til at skulle ligge så blottet som nu.

Den tredje biograf indrettet som supermarked, jeg vil nævne her, er Roxy på Godthåbsvej på Frederiksberg. Den blev etableret i 1928 og lukkede i 1977. I dag er her Netto. Udefra er der ikke meget bygningskrop at se, men det gamle logo og facadeskilt til biografen sidder her heldigvis endnu med de store, fine bogstaver ”ROXY”. Før Roxy Bio eller Roxy Teatret lå her Napoli Teater, men det er der vist ikke mange, der kan huske i dag.