Borgruinen på toppen af Kalø-halvøen, højtknejsende ud imod Aarhusbugten, er en af Danmarks og Nationalpark Mols Bjerges største kulturhistoriske seværdigheder. Kun få ved, at mens mennesker og dyr, våben og forråd forlod borgen i cirka 1660, så blev nogle af de dyrkede beboere hængende og har overlevet til i dag – planter fra borgens medicinskab, lægeplantehaven. Giftige sager som bulmeurt og skarntyde er også blandt dem.
Flere hundrede tusinde mennesker besøger årligt Kalø Slotsruin. Året rundt og i al slags vejr tager mange mennesker turen fra p-pladsen ved kysten ud ad den lange kampestensbelagte dæmningsvej til den høje borgbanke med voldgrave og stejle skredklinter ud mod havet. Fra borgtårnet ser man fint borgens uindtagelighed og fjordlandskabets ynde. Dramatisk, smukt og historisk.
Oversete, men lige for fødderne, står de endnu overlevende beboere fra middelalderborgen – de gamle lægeplanter. De står langs murene inde i borgruinen, især hundetunge. De står rundt langs den sandede østkyst, især bulmeurt, gærde-kartebolle og hundetunge. Og rigtig mange står på de stejle sydskrænter ud mod Aarhusbugten: hjertespand, skarntyde, katteurt, matrem, farve-reseda, gærde-kørvel, mørk kongelys og rød tandbæger.
Men hvordan kan vi hævde, at de har overlevet som forvildede planter op gennem de seneste 400 år? Fordi vi ved, at borgen blev rømmet straks efter enevældens indførelse i 1660. Og fordi ingen af planterne tilhører den oprindelige danske flora. Når de i dag findes vildtlevende i Danmark – for de flestes vedkommende kun sjældent og fåtalligt – er det næsten altid kun ved gamle slotte, klostre og herregårde. Det er et kendt krydsfelt mellem naturhistorie og kulturhistorie.
I middelalderen og helt op til 1900-tallet lurede forfærdelige og udbredte sygdomme, der var få og dårligt uddannede læger, som kun var for de rigeste, og de havde meget lidt at kurere de syge med. Dengang var man imidlertid selvforsynende med næsten alt, også medicin i form af lægeplantehaven. Mange klostre blev nedlagt ved Reformationen i Danmark i 1536, men lægeplanterne voksede fortsat vildt rundt om bygningerne.
Ved Kalø Slotsruin har Jørgen Christiansen, en af Nationalpark Mols Bjerges dygtige frivillige botanikere, kortlagt disse overlevende gamle lægeplanter. Det er nødvendigt, da de senere års øgede besøgstal i nationalparken slider på skrænterne, hvor de fleste lægeplanter gror. Andre lægeplanter blev slået, når Naturstyrelsens grønne folk skulle kratrydde adgangsveje og fritlægge mur-ruinerne.
Nationalpark Mols Bjerges kortlægning er første trin i et samarbejde med Naturstyrelsen om en plejeplan for Kalø Slotsruin, som tager hensyn til både levende og døde fortidsminder. Samtidig skal vi sørge for at formidle denne sjove og levende historie, der er en rest af den kæmpestore husholdning med mad, drikke, tøj, brændsel, underholdning og medicin, som krævedes til Kalø-borgens store garnison, administration – for eksempel lensvæsen, skatteopkrævning og domstole – og folkehold.
Nationalparkerne arbejder både med at beskytte og formidle den naturhistoriske og den kulturhistoriske arv, som både rummer dramatik og gode fortællinger. Såvel skarntyde som bulmeurt er dødeligt giftige og skulle – ligesom nutidens lægemidler – bruges af kyndige og med omtanke. For lidt medicin, ingen virkning. For meget medicin, for meget virkning. Man mente dog, at mod særligt slemme sygdomme skulle man bruge de skrappe planter, en tilgang, der har overlevet i udtryk som ”med ondt skal ondt fordrives” og ”der skal skarp lud til skurvede hoveder”.
Hvis man vil blive klogere på de sjældne lægeplanter på Kalø, ligger der på Nationalpark Mols Bjerges hjemmeside en kort video. Og tager du ud for at se planterne med egne øjne, så lad endelig kulturarven blive stående!
Jens Reddersen er biolog i Nationalpark Mols Bjerge.