Gamle Oxford byder på fyraftener i Paradis

Som ny besøgende i den engelske universitetsby Oxford er der noget ganske særligt over skumringstimens velsignelser på byens legendariske pubber, som man må lære at bruge som dagligstue

Facaden til pubben Lamb and Flag i Oxford med dens hyggelige sidegyde, hvor avisens udsendte kommer i tvivl om, hvorvidt han bor i en roman. – Privatfoto.
Facaden til pubben Lamb and Flag i Oxford med dens hyggelige sidegyde, hvor avisens udsendte kommer i tvivl om, hvorvidt han bor i en roman. – Privatfoto.

Når man som fremmed skal vænne sig til at leve på britisk i en universitetsby, melder sig hurtigt to naturlige krav: Man må lære at bære sin tweed så naturligt, som var det en sweater, og man skal bruge de lokale pubs som dagligstuer.

For at opøve disse to evner går jeg som ny i det evigt elskelige, britiske Oxford ofte mod nord fra Exeter College, hvor jeg som gæsteforsker for tiden er medlem. Da føres man fra den flotte Broad Street forbi et mindesmærke for tre protestantiske martyrer, der blev brændt på bålet i 1555 under Bloody Marys skrækregime, og ud på den statelige St. Giles. Der ligger to af de væsentligste pubber i britisk litteraturhistorie.

Den ene hedder The Eagle and Child, i folkemunde ofte kaldet The Bird and Baby. Den ligger ikke blot guddommeligt på St. Giles. Den var også hjemsted for den litterære kreds ”The Inklings”, som blandt andre talte C.S. Lewis og J.R.R. Tolkien. Alle i byen forbinder den med disse legendariske forfattere, der i årene mellem 1939 og 1962 ofte mødtes tirsdag morgen på pubben for at drikke øl.

Eftersom overtegnede har bosat sig i et kristent hjem for gæsteforskere i byen – medgiveligt sværmerisk – blot en mil fra Fuglen og Spædbarnet, vil læseren nok forstå oprørelsen, da følgende blev klart: Man vil rive store dele af både stueetagen og førstesalen ned for at kunne ombygge dette St. Giles’ andet monument til et hotel. The Eagle and Child er kort sagt lukket.

Det værste ved denne nyhed er selvsagt, at det nu er umuligt at give den som dandy, mens man står i direkte forbindelse med større ånder end én selv. Og så endda, når man er ny i byen.

Der er imidlertid også en følgevirkning, der risikerer at ødelægge meget for andre, der agter en dag at besøge Oxford, hvis de ikke læser dette rejsebrev.

Ejeren af pubben St. John’s College vil nemlig forlægge indgangen til bygningens bagside. Det betyder, at det ubegribelige lys, der falder på boulevarden St. Giles i den blå time, måske vil blive overset. Det er et fænomen, der forvandler Oxford til paradis på jord, eller som minimum giver en fornemmelse af at bo i en roman, som for eksempel Tolkiens ”Ringenes herre” og landsbyen Bri.

Det sker i efterårsperiodens skumringstid, når vejenes våde stenfacader lyses umærkeligt op af det sidste dagslys, og den engelske ale har bredt en behagelig sky midt i panden på sværmeren. Gadelamperne lyser mørkegult betryggende, som sagde de: Der er håb. I barokkens malerkunst havde man kaldt det tekniske fænomen for et ”chiaroscuro”. Her hedder det bare fyraften. Den har også altid været dybere, end tiden tror.

At det stadig lader sig gøre at opleve dette forsvar for selve universet, skyldes, at der ikke blot i princippet, men også i realiteten, er håb. Over for pubben Fuglen og Spædbarnet ligger nemlig The Lamb and Flag, der stolt fortsætter traditionen. Den er – Gud være lovet – også litterært bevidnet, både hos Graham Greene og Evelyn Waugh.

Her ligger indgangen på siden af bygningen, sådan at man er tvunget til at nå at beundre både St. Giles og bagvejen, Lamb and Flag Passage, med stenmur, brosten, kastanjetræets løvfald og gadelampernes betryggende blik i mørket. Her oplever man som fremmed i en grå og ensom efterårsby just dette ”chiaroscuro”-fænomen: Et paradoksalt lys falder på baggydens stenmur og væder træet, byen og livet i et gådefuldt skær, mens stenmuren minder dig om, at der findes en grænse.

Så tager man en let skælvende indånding, træder ud af gadens overnaturlige skønhed og ind i fyraftenstuens varme favn. For nu forstår jeg, hvorfor briterne hellere vil være her end hvilket som helst andet sted på jord.