Michael Klitvad kunne skimte dem ud af øjenkrogen. De forhenværende gardere, som med rolige skridt spankulerede frem og tilbage foran Livgardens Kaserne på Gothersgade i Købehavn og ventede på, at dagens vagtskifte skulle gå i gang. Det var helt sikkert, at de selv engang havde stået i den samme mørkeblå uniform, som han selv var iklædt, og som han havde svedt under vægten fra bjørneskindshuen. Det kunne han se på deres gardernåle – et emblem, som forhenværende gardere bærer både til hverdag og fest.
I mange år var det en tradition, at tidligere gardere fra Den Kongelige Livgarde hver dag troligt mødte op foran Livgardens Kaserne for at følge de nuværende gardere på deres vej gennem byen til slotspladsen foran Amalienborg. Det var den tradition, Michael Klitvad en sommerdag i 1981, som ung garder, overværede. Der gik ikke længe, før han vænnede sig til de gamle herrer, som hver dag fulgte vagtskiftet og inspicerede ”de nye” gardere.
”Vi kendte dem ikke ved navn, men alle vidste præcis, hvem de var. De stod altid uden for gitterporten på Gothersgade og ventede på os,” fortæller den i dag 60-årige tidligere garder.
Efterhånden som årene er passeret, har traditionen gjort det samme. Og selvom Michael Klitvad ikke selv overværer vagtskiftet hver dag, så holder han stadig ukueligt fast i sin tid i regimentet.
Faktisk har han været bag Livgardens kulisse lige siden den dag, han blev hjemsendt, som det hedder, når en garder har aftjent sine otte måneder som en del af Livgarden. Først som landstalsmand i Livgarden og bestyrelsesmedlem i Garderforeningen, siden som grundlægger af Gardernetværk – et erhvervsetværk for tidligere og nuværende gardere.
”Når man er forhenværende garder og vagtparaden går forbi, så er det naturligt, at man træder til side, retter sig op og hilser på paraden. Så sænker officererne deres sabler for at vise respekt,” beretter han om alle de gange, han sidenhen har spundet på det usynlige bånd, som eksisterer mellem de forhenværende og nuværende gardere.
Ligesom Michael Klitvad bruger også 75-årige Jens Crone størstedelen af sin vågne tid på Den Kongelige Livgarde. Han var selv garder i 1970, og i dag er han præsident i De Danske Garderforeninger – hovedforeningen bag 62 danske og 9 udenlandske lokalforeninger.
Når Jens Crone hver tirsdag tager på arbejde på kasernen i København, støder han i sagens natur ofte på de nuværende gardere. Men tre til fire gange om året følger han alligevel med de knap halvanden kilometer, der skiller kasernen fra Amalienborg. Ifølge den tidligere garder er det at overvære et vagtskifte både for at vise respekt, men også for at være sikker på, at de nuværende gardere kan deres kram, som han grinende indrømmer. Det plejer de nu godt at kunne, og ifølge ham er ”det meget sjældent, at der er noget, der går galt.”
Hver gang et hold værnepligtige hjemsendes, møder han og andre op med deres faner for at vise det afgående hold respekt. Er man medlem af en garderforening – hvad langt størstedelen af garderne allerede bliver under deres værnepligt –, så modtager man den føromtalte gardernål ved sin tjenesteafslutning.
”Når du ser en gardernål, så kan du straks snakke med vedkommende. Uanset alder,” siger Jens Crone, men også Michael Klitvad bider mærke i det samme:
”Der findes en særlig form for dialog mellem to gardere,” som han siger.
Det er der en god grund til, mener Jens Crone, der selv har været medlem af en garderforening, siden han blev hjemsendt for 50 år siden.
”I Livgarden skal man nå det hele på den halve tid, så der bliver virkelig gået til stålet. Det skaber et sammenhold og et kammeratskab, som varer livet ud.”