Georginernes nye ven

Georginer er stive, vulgære og påtrængende og har ingen blomsterduft. Men de kan noget særligt med farver

Georginen Ace of Summer Sunset kaldes i fagsproget for ”dekorativ”. Det er selve blomstens form, der rubricerer den som sådan.
Georginen Ace of Summer Sunset kaldes i fagsproget for ”dekorativ”. Det er selve blomstens form, der rubricerer den som sådan. . Foto: Mette Østergaard.

For godt 10 år siden skrev jeg en lille historie om mit syn på georginer gennem årene til Geografisk Haves årsskrift. Den historie kom jeg til at tænke på, da jeg i lørdags på en helt uventet solrig og tør dag brugte et par timer i georginebedene. Det var den store omgang, efter al den regn, dag ud og dag ind. De grimme, halvvisne blomster skæres væk, så svulmende knopper og smukke blomster kan få scenen for sig selv og brillere. Enkelte georgineplanter er væltet ind over naboplanterne, men det ser ud til de trofast blomstrer videre, og de får lov at blive hængende, jeg retter dem ikke op.

Jeg gik og glædede mig over, hvor skønt det er at stå med saksen og trylle så megen skønhed frem. For rigtig skønt er det jo først, når de halvvisne blomster er fjernet. Vi har to lange georginebede, der står på hver side af en bred græssti, begge bede har en vandgran-hæk i ryggen. Det ene bed kan glæde sig over morgensolen og det andet aftensolen. Netop som jeg står og klipper løs i den mandshøje laksefarvede til rødorange Ace of Summer Sunset med store, perfekte blomster rammer aftensolen ind i bedet. Der blev i den grad solnedgang med rødorange farvemættet kraft, skønt, skønt!

Min historie er den, at jeg i de unge år slet ikke var vild med georginer. Som landskabsarkitekt-studerende i 1970’erne på det gamle universitet Landbohøjskolen var georginer ikke noget, der optog os. Georginer var vulgære, alt for stive, svulstige og påtrængende. Derfor kom der heller ikke georginer i de første fem haver, familien fik. Ganske vist savnede min mand georginer, tiltagende meget. Svigermor havde jo haft prægtige georginer i haven, og svigermors bror Henry var inkarneret dyrker og leverede georginer til Måløv Kirke, hvor han var kirkesanger. Den gik således ikke længere, da vi kom til vor nuværende have, den sjette i rækken.

Georginer kan også blive til en buket i afstemte farver. Ud over georginer er her islæt af asters, sorten ‘Mönch’ i lyslilla, stjerneskærm i grågrønt og rød alunrod.
Georginer kan også blive til en buket i afstemte farver. Ud over georginer er her islæt af asters, sorten ‘Mönch’ i lyslilla, stjerneskærm i grågrønt og rød alunrod. Foto: Mette Østergaard

En dejlig dag først i juni omkring 2002 tog jeg på det gamle Grønttorv i Valby og købte stort ind. En venlig gartner havde tilfældigvis 40 georginer til salg. De var i store potter og netop begyndt at sætte grønne skud. Der var ingen sortsnavne eller farveangivelser, men han betroede mig, at der var mange forskellige slags og farver. Lige noget, jeg kunne glæde manden med, en stor flok spraglede georginer. Det blev en glædens dag, da de kom i jorden som en lang og bred hæk gennem køkkenhaven.

En skønne dag i juli viste den første blomst sig. Den var højrød og pomponagtig. Rigtig fin! Den næste var også rød pompon, og den tredje magen til. Alle blev de ensartede, røde pomponer. Det så hammergodt ud med en knaldrød streg gennem haven. Landskabsarkitekten blev glad, og hendes mand blev glad for, at der endelig var kommet georginer i haven.

Lige siden har vi haft georginer i haven, i tiltagende mængder. Desværre forsvandt de knaldrøde pomponer den første vinter. Vi havde, lige efter bogen, gravet dem op efter første nattefrost og lagt dem til opbevaring i laden. Da familien var taget på skiferie, kom der hård frost, og det blev knoldenes endeligt. Vi havde ikke isoleret dem tilstrækkeligt, og hver en knold gik til.

Et spraglet georginebed. Der kan hurtigt fyldes en trillebør med halvvisne blomster, efter flere dage med regnvejr.
Et spraglet georginebed. Der kan hurtigt fyldes en trillebør med halvvisne blomster, efter flere dage med regnvejr. Foto: Mette Østergaard

Jeg er absolut blevet ven med georginerne, ja, faktisk er jeg vild med havens spraglede georginebede. Hvert år køber vi lidt nyt, og hvert år går nogle knolde til under opbevaringen. Det sidste skyldes dog ikke frost, men udtørring eller svamp. Vi har lært lektien med frostfri, kølig opbevaring ved ikke under fire grader.

Georginer er stadig stive, vulgære og påtrængende. De har ej heller nogen blomsterduft, men de kan noget med farver. Heftigt, iøjnefaldende og kortvarigt. Det sidste er også en slags kvalitet, akkurat som forårets tulipanflor er kortvarigt og uundværligt.

Tag på besøg i georginehaver og find din favorit og køb den til foråret. Tag på planteskolen og køb tulipanløg med nye farver og former, læg dem straks i jorden og glæd dig over at noget nyt allerede er på vej. Dahlia er i øvrigt det botaniske navn for georgine. Dansk Dahlia Selskab har en hjemmesiden med et flot blomstergalleri, der rummer 300-400 forskellige georginer.