Giv mig, Gud, en kalvetunge!

Hvad spiste man for 50 år siden i oprørsåret 1968? Vi markerer jubilæet ved at genoplive en klassiker, kalvetunge, der har en særlig plads i skribentens hjerte

Kalvetungen kan skæres i skiver og steges. Her serveret med sauce gribiche og salat.
Kalvetungen kan skæres i skiver og steges. Her serveret med sauce gribiche og salat. Foto: Inge Haandsbæk jensen.

Jeg tør næsten ikke spørge af frygt for at komme til at fornærme nogen af mine forældres venner – eller rettere sagt deres forfængelighed.

”Hvad spiste I egentlig dengang, i 1968, når det skulle være lidt lækkert?”.

Jeg føler, at jeg næsten lige så godt kunne have spurgt, hvordan det var at være ung i 1800-tallet. Det er 50 år siden, og for de fleste af deres venners vedkommende rækker hukommelsen ikke længere end til konfirmationsmad (landgangsbrød) eller deres barndoms middagsfavoritter (millionbøf og lignende).

Men det har jeg ikke rigtig lyst til at servere for mine venner lørdag aften, så jeg vover pelsen og prøver en pensioneret ven, der er berejst og derfor må være kulinarisk kultiveret ifølge min logik.

”Kalvetunge?”, foreslår han – og nu er vi inde på noget.

Milde Moses! Giv mig, Gud, en kalvetunge, så for dig jeg ret kan sjunge! Erindringen om kalvetungens bløde, men strukturerede konsistens har jeg fra en rejse til Mexico, hvor kalvetungen – lengua på spansk – serveredes stegt i en blød taco. Mindet om denne vanvittige delikatesse kan stadig få det til at svimle for mig.

Sådan ser en kogt, kold kalvetunge ud, når man skærer den i skiver.
Sådan ser en kogt, kold kalvetunge ud, når man skærer den i skiver. Foto: Inge Haandsbæk Jensen

Det er simpelthen en skam, at kalvetungen ikke er mere udbredt i Danmark, når vi har så meget kvæg. Måske er det tanken om, at man spiser tunge. Måske er det, fordi den kræver lidt forarbejdning i køkkenet. Men i anledningen af, at vi i år skuer tilbage på 1968 på godt og ondt, må man overveje, om ikke det er tid til at genoplive en klassiker.