Det er ikke bare Kaj Munk og voksne, der er vilde med anemoner. Det er børn også. Hvem husker ikke Halfdan Rasmussens lille genistreg:
”Ane lagde anemoner/ i kanonen på Trekroner./ Ved det allerførste skud/ sprang Anes anemoner ud.”
I påsken afholdt jeg en tur for omkring 20 mennesker til den lille fredede Troldeskov ved Stammershalle på Bornholm. Stedet er kendt for sit smukke blomsterflor i foråret, hvor man kan se ikke færre end fem slags anemoner: blå, hvid, gul, blegblå og svovlgul anemone. Så det var en rigtig anemonetur, og vi så hele molevitten.
De fire blomstrede på deres højeste i den strålende påskesol, men den blå anemone, der, som Munk skriver, kan stå med sit søblå flor allerede den første dag i marts, var på det sidste.
Men vi fandt et af de fine stænk af himlens tone på et køligt sted. En perfekt blå blomst – enlig tilbage blandt de nye lysegrønne, bløde blade, som myldrede frem midt mellem plantens udtjente blade fra sidste år.
Så var det, at turens to yngste deltagere, Rita og Milo på fire og syv år, på opfordring sang første vers af ”den blå anemone” for os alle sammen. Til min og alles store glæde kunne de ordene uden slinger i valsen og sang med smil og glæde og klare og høje stemmer. Jeg var ikke ene om at blive rørt, og det var en stolt pige og en stolt dreng, der modtog klapsalver bagefter.
Det heldige er, at vi alle har en medfødt naturglæde. Vi er skabt med åbne og skarpe sanser og en umættelig nysgerrighed, og den store kunst er at værdsætte, forstå og bevare den. Man kan med en lille omskrivning hævde:
”Den, som ikke tager imod verden som et lille barn, kommer slet ikke ind i den.”
Der var så dejligt ude i skoven. Men nu kommer mit hjertesuk: Jeg oplever, at børn, unge og voksne under omkring 50 år næsten intet ved om natur og de arter, vi er omgivet af. Derved går man glip af en masse.
Et eksempel: Lærkens sang i foråret – den mest inciterende, påfaldende og vedvarende i den danske fugleverden. Én lang jubelsang, mens den stiger så højt op i himlen, at den forsvinder i flimmeret, og kun lyden bliver tilbage. Inden den tager fat på sangen og forsvinder op i det blå, flagrer den lydløst og lavt over landskabet på bløde flagermusvinger. Den er et forårstegn og bondens ven, da den besynger hans arbejde, som Jeppe Aakjær skrev.
Glæden over lærken og dens sang er lige så selvfølgelig for mig som at trække vejret, spise eller drikke. Men da jeg for nogle år siden underviste i et gymnasium på landet, spurgte jeg mine godt 100 elever, om de kendte en lærke. Det var der to, der gjorde. To!
Det er skræmmende. I over 35 år har vores unger stort set ikke lært noget i skolen om den danske natur (”det er jo unyttigt…”), og både far og mor har været på job og hverken haft viden eller tid til at lære ungerne noget om selv de mest basale ting i naturen omkring os.
Naturen er blevet en fremmed fugl, og vi er blevet blinde. En gennemsnitsdansker ser næsten ingenting i naturen og kender ikke noget så almindeligt og smukt som nældens takvinge, lærken og dens sang eller grøftens blåhat.
De to glade og stolte børn mellem anemonerne i Troldeskoven var en dejlig undtagelse. De havde gaven fra deres mor og far. Men ellers er jeg bekymret, og min stærke opfordring er: Se nu at få genindført naturkendskab og nysgerrighed som obligatorisk fag på alle pædagogiske uddannelser.
Det giver børnene store sociale kompetencer, og de elsker at lære noget om arterne og deres navne. Det er fundamentalt.