Forleden offentliggjorde jeg i en ren rus af lykke et billede af bøgetræer i flammende efterårsdragter. Bagefter skrev en af mine jævnaldrende venner:
”Få nu perspektivbrillerne på, Michael. De bøge dér er smukke og guldalderagtige, men det har vi slet ikke tid til at beskæftige os med... Jeg er bange. Bange for fremtiden. Jeg synes ikke, vi har tid til at snakke om efterårsfarver.”
Ved månedsskiftet til november stråler bøgeskoven omkring det gamle, røde skovfogedhus midt i Almindingen, hvor jeg bor, som det rene guld om dagen. Og natten er begsort med lyd af brunstige dådyrs uhyggelige, knurrende tigerstemmer og trakasserier ude fra marken bag huset.
Naturen er fortryllende, og jeg glæder mig samvittighedsløst og naivt som et lille barn over det hele – året rundt. Det er derfor, jeg bor her. Selvom jeg overvejer at sætte hegn om haven, så den regerende dåhjort ikke graver sit sølehul under valnøddetræet så stort, at træet vælter, og for at forhindre hans harem af hinder i at hærge i køkkenhaven.
Pludselig kom så denne urovækkende melding fra min ellers gode og kloge ven, som jeg har kendt i umindelige tider: ”Du har ikke tid, Michael.”
Han ramte noget. Der var tanker og følelser bag hans frygt for fremtiden. Han er bange for at miste alt det vidunderlige og magiske. Sådan er det, og sådan har det altid været med fremtiden, som man kun kan spå om, men aldrig helt vide sig sikker på. Nu og i mit og hans liv siden de glade 1960’ere har de mørke skyer konstant hængt truende i horisonten – ladet med forurening, befolkningseksplosion, erosion, tab af plante- og dyreliv og klimaændringer. I min tidlige ungdom var det den skruppelløse forurening, der truede os og lignede udsigten til Jordens undergang. Nu er det især klimaforandringerne. I radioen taler de næsten ikke om andet, og mennesker konkurrerer om at gøre det gode ”for naturens skyd”, som mange siger. Få taler om gyldne bøge og brunstige dådyr.
Min ven har en pointe. Vi skal handle og må i hvert fald ikke alle opføre os som musikerne, der fortsatte med at spille, da ”Titanic” gik ned. Måske behøver vi ikke så ofte at udbasunere, at Jorden er rig og fortryllende, og at vi mennesker er del af det hele. Det er så pokkers banalt, at det er sådan, og at vi til døden kæmper for alt, vi har kært.
For mig er kærligheden til både mennesker og natur fuldstændig tæt forbundet, og jeg vil forsvare den til verdens ende. Det er i orden at være bange. Måske er det endda nødvendigt, og det er sikkert klogt at frygte fremtiden. Bare frygten aldrig bliver så stor, at vi mister troen på, at vi nok skal klare os, hvis vi kæmper bravt for fremtiden.
Lige nu og altid insisterer jeg på, at vi også har brug for og tid til at dyrke og dele lykken, glæden, poesien og kærligheden – ja, alt det irrationelle, som bærer hjertet. I hvert fald momentvis som livseliksir i selv de mørkeste tider.
Her ved indgangen til årets sidste efterårsmåned, som Henrik Nordbrandt blev berømt for at gange med fem, ser jeg altid de farvestrålende bøge som indbegrebet af forfaldets skønhed. Sommerens efterglød med indbygget håb. Blæst, blade og symboler. Lys og liv og død, og genopstandelse i knopperne – heldigvis.
Ingen og intet kan berøve mig glæden ved at betragte de gyldne bøge i november og dele den med alle.