Noget af det bedste ved at have en have er muligheden for at sidde i den i underbukser, hvis man vil.
Det gjorde jeg en majdag for fire år siden, højgravid og træt, på den allerførste dag af min barselsorlov. Det havde været, hvad man i Jylland kalder en træls periode med flytning og pendlerudfordringer. En lang og kold vinter, hvor jeg havde bandet beslutningen om at flytte på landet langt væk, mens jeg cyklede over de åbne marker, med en tumling på bagagebæreren og tiltagende vægt fortil.
En virkelig led morgen var cykelstien iset over, og cyklen forsvandt under os, før vi selv forsvandt i sneen i vejkanten. Afkommet slap uden skrammer, mens jeg rev knæet til blods og måtte trække op til vuggestuen, hvor en venlig pædagog fandt en håndfuld plastre med hundehvalpemotiv frem til mig.
Nå, men dén majdag var det slut. Da skulle jeg for første gang i meget lang tid - ingenting. Solen varmede, og foran vores hus stod en ramponeret og hidtil ignoreret fransk træbænk, efterladt af husets tidligere ejer. Jeg trak den ud af skyggen, lavede en kop kaffe, og så sad jeg ellers demonstrativt dér de næste to timer og registrerede forandringen:
En græsplæne, der pludselig var fuld af gule mælkebøtter. Mirabelle-sne i luften. Gøgen. Lyden af de nyudsprungne blade i vinden, den blideste white noise i verden.
Den seneste vinter har også virket lang, og der har været tidspunkter, hvor jeg har skullet minde mig selv om, at maj findes. Man fatter det nemlig ikke, når kulden har fat. Kan det virkelig være rigtigt, tænker man, at alting igen bliver grønt? At man kommer til at gå på bare fødder? At man igen skal sidde i underbukser og hullet t-shirt og drikke sin morgenkaffe i solen?
Men mælkebøtterne kommer til maj, jeg ved det, for jeg bankede glæden ved det så eftertrykkeligt ind i knolden på mig selv den dag for fire år siden.
Jeg troede heller ikke for alvor på, at der kom et barn, men det gjorde der altså. En lun nat sidst i maj blev han lynfødt, og dagen efter sad jeg igen ude på havebænken og forsøgte at forstå, hvad der var sket.
Bænken er en gammel sag, og selvom den høfligt holdt sammen på sig selv i mine dage som hval, har det nederste bræt nu sluppet taget i støbejernskonstruktionen. Men den bliver ikke smidt ud, for den er flittigt brugt, og både hus og have virker helt nøgent uden.
Min ældste er også født sidst i maj. Og denne weekend, da alting eksploderede i grønt og gult og hvid konfetti i haven med løfter om endnu en sommer, stod hun pludselig med en mælketand i hånden for allerførste gang. Jeg siger det bare: Maj er en magisk måned.