Lørdagsmad: Gode klejner kræver en god makker

Klejner koges bedst i kompagniskab, i hvert fald når man er novice. Norske klejner er lettere og har den gode smag af citron og kardemomme

Norske klejner eller ”fattigmann”. – Foto: Peter Nygaard.
Norske klejner eller ”fattigmann”. – Foto: Peter Nygaard.

I morgen tænder vi det første lys i adventskransen. Meget af det, vi gør i dagene frem mod jul, er noget, som vi har fået overleveret. Sådan har jeg det med klejner. Jeg har fødselsdag den sidste dag i oktober, og det blev en tradition, at mine forældre kogte den første portion klejner til den dag. Én stod ved gryden og passede den farligt varme palmin, mens en anden vred klejnerne.

Som barn var det et billede på tryghed, at de to stod side ved side, mens mængder af sprøde, tykke klejner blev placeret på fedtsugende brunt papir. Da min far døde, formåede min mor stadig at koge klejner. Smagen af kardemomme og godt med citron var uændret, men nu var det, som om klejnerne havde fået tilføjet nogle gram sorg og kærlighed.

Siden har min mor rejst fra Nordjylland til København med klejner i december, og hun gav sit ældste barnebarn en hvid klejnespore. Hun lærte det ældste barnebarn at koge klejner, mens jeg nøjedes med at se til. Nu har det ældste barnebarn forlængst fået eget køkken, og de sidste par år har jeg fået lov at være den unge klejnekogers lærling. Jeg vrider, og hun står med hulske og overblikket.

I år gik det op for mig, at vi stod i en potentiel klejnekrise. Datteren, som kan alle mormors tricks ud i klejnekunsten, er i Sydkorea. Men forleden søndag kogte hun og jeg klejner sammen via Facetime. Jeg holdt min telefon over palminen og håbede, at jeg ikke kom til at tabe apparatet ned i den varme masse.

”Det ser rigtigt ud,” sagde hun, mens palminen lignede et oprørt hav om fem klejnekroppe.

Nu har jeg en dåse med ganske pæne klejner, og en del af dem har form som Falster. Jeg manglede de ekstra hænder, som løbende plejer at vride klejner, mens en anden står for kogningen. Når jeg ser på de Falster-lignende klejner, står det klart, at jeg har brug for en makker til klejnekampen.

Når vi tænder første lys i adventskransen, kunne jeg selvfølgelig traktere med klejnerne, som ligner Falster, men jeg fandt på at ringe til min mor. Hun kan nemlig også lave norske klejner eller ”fattigmann”, som de hedder i Norge. Det er en rig bolledej smagt til med kardemomme og citronskal på bedste klejnevis. I min mors opskrift står der, at de skal koges i fedt, men jeg fandt en liter rapsolie til lavpris på mit lager. I opskriften står der også, at man skal bruge ”en kop mælk.”

”Hvis du bruger den almindelige kaffekop fra Blåkant, tror jeg det passer,” rådede hun, for hun kan se ind i mit skab helt uden Facetime.