Godt at være i kridthuset

I vore dage er klasseværelsernes tåger af kridtstøv ved den store tavle og lærernes forkalkning op og ned ad ærmerne erstattet af sterile og (ofte for) kedsommelige PowerPoints

Sproget lever. De ændrer sig umærkeligt, og pludselig har ordet skiftet betydning eller sammenhæng. Professor Johannes Nørregaard Frandsen følger hver mandag sproget i stort og småt.
Sproget lever. De ændrer sig umærkeligt, og pludselig har ordet skiftet betydning eller sammenhæng. Professor Johannes Nørregaard Frandsen følger hver mandag sproget i stort og småt. . Foto: Nils Rosenvold.

De gamle tavlemestres tid er slut. Min fysiklærer, der begyndte i et hjørne, og som dernæst malede tavlen fuld i løbet af timen! Slut med det! Tavler og kridt er ikke længere i kridthuset.

For udtrykket at være i kridthuset hos nogen betyder i vore dage at være populær eller at være velanset af nogen, så man endda kan forvente at blive behandlet med særlig velvilje af vedkommende. Det er sådan set et sært udtryk, for er det rart at sidde i et hus af kridt? Nej, vel?

Men hvordan er så endt som en formulering om noget positivt?

Der er for det første ingen tvivl om, at ordet kridt her er påvirket af dets lydlige og ortografiske nærhed til kredit. Det er godt at kunne få kredit, så at være i kridthuset kan have en - i det mindste lydlig - betydning af at være i kredithuset og altså også at være kreditværdig. Det er selvfølgelig tegn på agtelse og formåen, når man kan få kredit hos en given person eller instans, så den skriver vi på tavlen.

Der er imidlertid en anden og mere spændende historisk tilgang til udtrykket. I dansk litteratur fra 1700- og 1800-tallet finder vi nemlig mange kridthuse. Det gælder Holberg og H.C. Andersen, som begge hentyder til en konkret genstand. Et kridthus kunne nemlig være en lille cylindrisk æske eller bøsse, jævnfør ordet penalhus, der for eksempel var af blik, og som var delt i indre rum med hver deres låg. I et af disse rum kunne man opbevare småmønter, i et andet en lille, kær genstand og i et tredje opbevarede man et stykke kridt til for eksempel regnskabsføring. Digteren Poul Møller skriver et sted om en bondepige, at hun i sit kridthus havde et stykke rav, en firbladskløver, en tvillingnød og et vættelys. Hun havde dækket sig ind, den gode bondepige, for de fleste af disse genstande ses traditionelt som lykkebringende.

Holberg kendte som sagt også til kridthuse. Han fortæller i Peder Paars-historien om en kvinde, at hun sit kridthus åbnede og deraf seks skilling udtog. Det er tydeligt, at hos H.C. Andersen og Grundtvig, som begge kender udtrykket, kan ordet både henvise til den konkrete ting og til begrebets overførte betydning om at have en slags åndelig kreditværdighed.

Ordets kreditværdighed fejler altså ikke noget. Der er tale om en beholder til kridt, så man havde det ved hånden uden at det fedtede lommerne til. Og der er tale om en overført betydning, der i dag er hovedbetydningen, nemlig at være velanset og accepteret af nogen eller nogle.

Jeg ved ikke, om PowerPointen en dag også er en glemt teknologi, der kommer til at indgå i sproget som en gunstbevisning. Der er ingen tvivl om, at det er en genial opfindelse og teknik, især hvis den styres og ikke tager overhånd i en formidlingssituation. Og den støver i hvert fald ikke, sådan som det gamle tavlekridt kunne blæse rundt i rummet. 

For resten havde jeg engang en lærer, der kunne skyde et stykke kridt mod formasteligt snik-snakkende elever med en fantastisk præcision. Den går ikke med en projektor til PowerPoints.