Gør kål på kålen

Blomkål er meget andet end kogt tilbehør. Den kan også spille hovedrollen

Ludvig XVI og hans elskerinde, komtesse du Barry, var vilde med blomkål. Her som blomkålsbøffer med grønt og sovs. –
Ludvig XVI og hans elskerinde, komtesse du Barry, var vilde med blomkål. Her som blomkålsbøffer med grønt og sovs. – . Foto: Susanne Utzon.

Salvador Dali fyldte engang en hvid Rolls Royce op med 500 kilo blomkål og kørte til Paris med dem. Han talte på Sorbonne-universitetet og erklærede, at ”alt ender i et blomkål”. Han holdt af grøntsagens ”logaritmiske kurve” og at omgive sig med dem som et filosofisk og spirituelt projekt.

Fine ord om en ellers ydmyg sag, der sjældent bliver hyldet, men ofte skældt ud, især af folk, der aldrig er kommet sig over traumer fra lugten af kogt kål i barndommen.

Synd for dem, for blomkål er ikke kun sund, men også særdeles nem at lege med. Den kan antage mange former og farver, ud over den hvide også gul, rødlig og violet, og spille både hoved- og biroller på bordet. Man skal bare ikke koge livet af den.

Botaniker Arthur Alger Crozier, der i 1891 udgav en hel bog om blomkål, fordi han ville have amerikanerne til at spise nogle flere, havde et godt råd: ”Et lille stykke rød peber i kogevandet gør den ubehagelige lugt noget mindre og forbedrer smagen.” Han citerede også den britiske 1700-tals digter Samuel Johnson for dette poetiske udsagn: ”Af alle blomster i haven holder jeg mest af blomkål.”

Grøntsagen er en blomsterstand, og hvis man ikke hugger hovedet af, springer den ud på seje stængler, får en bitter smag og skal i en vase fremfor gryden. Dens latinske navn betyder stængelblomst. Mennesker har spist kål siden oldtiden, men hovedkål er fra vor tidsregning.

Den dyrkede blomkål stammer måske fra Cypern, blev opdaget af italienere og spaniere og begyndte at brede sig over resten af Europa i 1600-tallet.

Både den franske kong Ludvig XVI og hans elskerinde, komtesse du Barry, var vilde med ”chou-fleur”, hun forlangte dem efter legenden på bordet hver dag, og derfor kalder franskmænd det for ”à la Dubarry”, når de spiser blomkål som suppe eller gratin, for eksempel med Mornay-sovs og ost. Komtessens hoved røg ligesom kongens under revolutionen. Her gør vi kål på kålen!