Vendingen bruges efterhånden især i forbindelse med børns gråd, tror jeg, men vi voksne kan skam også græde vore modige tårer. Der er nu ingen grund til modige tårer, når man som klummebestyrer mødes af så mange begavede, søde og modige læseres henvendelser, som tilfældet er for mig.
LÆS OGSÅ: Moderne sladrehanke
Mette Villads Christensen er én af dem. Hun vil gerne have rede på de modige tårer. Er det ikke en sær modsætning, spørger hun, måske endda en contradictio in adjecto, altså et udsagn, hvor adjektivet modsiger resten af udsagnet og dermed skaber en særlig spænding?
Det kan der være noget om. Tårer henviser til det at være ked af det og trænge til trøst, mens mod viser i en anden retning. Når man er modig, så er man tapper, klar til at udsætte sig for farer, absolut ikke pivet. Tårer har derimod med gråd at gøre, og så er man bange, afmægtig eller ked af noget. Tårer og mod er bestemt modsætninger, så hvordan bliver tårerne modige?
Det er faktisk en rigtig in-teressant historie om sprogets liv, der skal til for at forklare dette, så fat mod! Substantivet mod, der altså i dag betyder det samme som tapperhed, er af oldnordisk oprindelse i módr, der kunne betyde sind eller vrede. Det er jo interessant, at det samme ord dækkede over sind eller sindstilstand og vrede, så når man i sagatiden så på menneskers sind, så var det vreden, der var i fokus. Et venligt sind ville have været lidt af en modsigelse, for et sind var vrede.
Ordet modig, der er en adjektivisk form af mod, hed på oldnordisk mòdugr og kom til at betyde stærkt bevæget, oprørt eller meget vred. Det var altså lige før, sværdet blev trukket, kan man modigt sige.
Ordene mod og modig har altså oprindeligt en betydning, som vi i dag vil se som dobbelt, for når man var modig, kunne man være tapper, dristig uforfærdet, kæk. Men ordet kunne også udtrykke, at en person var bedrøvet, ude af sig selv eller dybt nedslået.
Det er i sammenhæng med denne sidste betydning, vi skal se de modige tårer trille. Det er en gammel vending, der betød at græde hjerteligt og af sit hjertes dybe bedrøvelse. Ordbog over det danske Sprog citerer en gammel folkevise: Hver en Lok hun redte, hun fældte så modig Taar! Det var dengang, der var følelser til!
Mod og modig var altså engang en slags fælles betegnelser for oprørte følelser. Det kunne være dyb sorg og fortvivlelse, det kunne være kærlighedens hjertebæven, og det kunne være vreden, galskaben, og den var den mest synlige i oldtidens Norden, for vrede kunne koste blod og blodhævn og mere blod.
Ordet modig afspejler derved et stykke kultur- og menneskehistorie, for det at være ude af sig selv, ude af ligevægt, var det overordnede. Det interessante er altså, hvordan følelser som vrede og begejstring eller forelskelse måske har været tolket som sindstilstande, der lå meget tæt på hinanden. Modig er et ord med mange betydningsfacetter, jævnfør også ord som vemodig og sørgmodig.