Det er årstid for grinende græskarhoveder. De lyser i haver, ved døre, foran butikker, de er hyggelige, men også uhyggelige, og så lyser de op i efterårets mørke. Det gjorde de roelygter, vi lavede hjemme på gården, også. Kålroer var lettest at skære i. Roelygterne, som de kaldtes, havde ikke noget med halloween eller allehelgen at gøre, men de var ligesom græskarlygterne skåret som uhyggelige, hekseansigter, der lyste i mørket.
Græskarrene knytter sig til halloween, der er i dag den 31. oktober. Denne skik er ikke så original som legen med roelygter, men er dukket op inden for de seneste årtier, ligesom black friday og valentines day er dukket op som såkaldte ”traditioner”. I takt med at de kristne kulturhøjtider som jul, påske, pinse og Kristi himmelfart taber i kristen betydning, så dukker disse nye ”højtider” op, der er skabt for festivitas og det kommercielles skyld. Jeg kan i øvrigt godt unde græskaravlerne, at de nu sælger i hundredtusindvis af store, gyldne græskar.
Halloween kommer fra USA som så meget andet, der er boomet op, men tomt indeni. Mere oprindeligt kommer skikken imidlertid fra Irland og er plantet i USA af katolske immigranter primært fra Irland. Skikken knytter sig til allehelgen og til allehelgensaften, der også findes i dansk, kristen skik. Alle helgeners dag er tidspunktet på året, hvor man mindes de afdøde.
Men nu hedder det altså ikke allehelgen. Det hedder halloween! Selve ordet halloween er en sammentrækning af all hallow’s eve i den omtalte irske tradition, som altså er aftenen før all hallows’ day. Helligdagen var traditionelt – og før kirken og kristendommen annekterede den – en dag med hedenske traditioner og festligheder i en række nordeuropæiske lande. Pave Gregor den IV flyttede den kristne allehelgensdagsfest fra den 13. maj til den 1. november.
Der findes en række andre historier og myter, som det moderne halloween bygger på. En af disse handler om en Stingy Jack, der narrede Fanden selv, men som siden også kom i karambolage med Vorherre, og som derfor ikke kunne komme i himmelen. Staklen henvendte sig nu til Fanden, men han ville heller ikke have ham. Stingy Jack er således en myte eller et sagn, der i lighed med for eksempel den evigt vandrende jøde, den vandrende skomager eller Jerusalems skomager fortæller om en sjæl, der er udstødt og ikke kan finde hvile, og som derfor må vandre evigt mellem himmel og jord.
Den stakkels Stingy Jack blev i øvrigt af Fanden udstyret med et glødende stykke kul, så han kunne finde vej i det evige mørke. Jack skulle efter sigende have lagt det glødende kulstykke i en turnips, en roe, og der lyste det altså stadig fra, da jeg var barn blandt roer og stearinlys. I dag er det halloween, der bærer Jacks lygte videre og nu i et græskar.
Oprindelsen er allehelgen, hvor vi gennem vore tanker drager omsorg for, at de afdødes sjæle har fundet hvile. Den latinsk-katolske skik rekviem er af samme slags. En sjælemesse for de døde. Mere morsomt er det måske, at der er et gammelt ord for en stakkels udslidt krikke, som blev kaldt en helmis. En helmis var en mager, gammel hest, der blev købt billigt til efterårspløjningen. Når den var brugt, kunne den klare sig selv ude på overdrevene, for den var end ikke værd at slagte. Ordet helmis er afledt af allehelgen, for det hele foregik omkring november, og krikken blev sendt ud på evig vandring.8