Prøv avisen
I haven

Græsser og den vilde have

Natur og kultur mødes overalt. Højbedet med solsikke og blomstrende rucola fanger øjet. Også valnødden og fuglehuset på søjler er skulpturer i det vilde. Foto: Mette Østergaard

De vilde græsser i naturen er ofte det, der sammen med buske og træer giver den grønne frodighed og fungerer som bagtæppe for det blomstrende og farverige. Det gælder også i den vilde have

Græsser er storslåede netop nu, hvor de blomstrer med lette vajende blomstertoppe og aks. Da vi for godt en uge siden på en dag med sol og skyer kørte mod nord i Hornsherred, havde vi en særlig oplevelse. Lige uden for Sæby kørte vi langs en frøgræsmark, og pludselig befandt vi os i en tågesky, som vi i første sekund ikke kunne finde mening i. Hvad foregår mon her? Men med en landmand i bilen blev gåden hurtigt løst: Det var græsset, rød svingel, der blomstrede og spredte pollen som en sky med vinden. Det samme sker, når rugen blomstrer, og især om rug bruges vendingen, at rugen drær.

Rød svingel og rug er to alen ud af samme stykke, de hører hjemme i græsfamilien. Græsser har ingen prangende blomsterfarver og nektar, der kan lokke bierne til at klare bestøvningen. De må klare sig ved selvbestøvning eller, som rød svingel og rug, med vindens hjælp. Det gør de til gengæld med imponerende slagkraft. Al pollen lukkes ud på én gang over hele marken - imponerende planlægning! Det er noget særligt at være til stede netop i det øjeblik, underet sker, hvor græsmarken drær!

Græsplanter fylder meget ikke bare på marker, grøftekanter og som græsplæner i haver. De vilde græsser i naturen er ofte det, der sammen med buske og træer giver den grønne frodighed og fungerer som bagtæppe for det blomstrende og farverige.

Jeg har netop været på havebesøg i en sommerhushave ved Vejby Strand med blomstrende vilde græsser, ingen græsplæne og kun klippet græs i spor, der fungerer som havens stisystem. Havens ejer, Peter Olesen, forfatter, journalist og skribent på Kristeligt Dagblad, kalder haven for en vild have.

”Jeg købte sommerhuset tilbage i 1992, og på det tidspunkt var her stort set ingen udsigt, men kun høje træer og græsplæne. Men fra husets tag kunne jeg se Kattegat, og der var smuk udsigt også mod øst mod Bistrup kirke - så jeg måtte save mig frem til udsigten!”, fortæller Peter Olesen. Grunden er på knap 1400 kvadratmeter, og der er meget terræn, med mindst seks meters højdeforskel på grunden. Det er besværligt, erkender Olesen, men højdeforskellen giver til gengæld haven mere spænding.

Havens vildskab er fremelsket gennem årene. Forstået på den måde, at Olesen i starten lod græsset gro for at se, hvad plænen indeholdt. Vildskaben kommer for så vidt helt af sig selv, men- pointerer han: ”Der er nogen, der tror, at man slipper lettere om ved havearbejdet i den vilde have. Det er ikke tilfældet, den vilde have kræver megen beskæring!”.

Peter Olesen medbringer da også en beskærersaks på vores haverunde, så de smalle græsstier kan befries for vildfarne rosenranker, der netop nu giver haven smukke overraskelser. Haverunden er virkelig en runde, som ethvert barn vil elske at lege i og blive væk i.

Havens store charme er mødet mellem vildskaben, det selvgroede og det kultiverede. Som når der pludselig dukker et højbed i strin-gent, rektangulær form og rustent jern frem midt i det vilde. I højbedet er en flok solsikker på vej op. Eller når buskadset mod naboen bliver til et langt æbleespalier med de fineste æbler på beskåret grenværk. På haverunden kommer vi gen-nem mange små, grønne portaler, dannet af det forhåndenværende tjørn, røn, elm, birk eller måske ahorn. Her er det vilde blevet kultiveret. Høstanemoner står i store flokke i den vilde bund, og de klarer sig sammen og pæoner godt i konkurrence med det vildtvoksende. Valnød, æble, pære, blomme og pærekvæde er en væsentlig del af havens træer, som får særlig opmærksomhed.

Sommerhusets træterras-se er en historie for sig. Den svæver nemlig i flere meters højde over terrænet. Oprindelig var der ingen terrasse her. Huset er med høj kæl-der, og man måtte ad en trappe fra husets stueplan ned i haven. Terrassen bæres af kraftige træstolper beplantet med klatrevæk-ster som kaprifolium, roser, vedbend og klematis, der alle er bedårende skønne netop nu. Når man er på terrassen, befinder man sig i trætophøjde, og det giver en særlig oplevelse af at være en del af naturen.

Peter Olesen er glad for sin have, og oplevelserne med haven og dens tilblivelse har han skrevet en bog om, ”Min vilde eventyrhave” fra 2006.

Havestier i klippet græs løber ikke i rette linjer, men har et kurvet forløb, i tråd med havens selvgroede udtryk. Foto: Mette Østergaard
Peter Olesen klar med beskærersaksen ved trappen fra haven op til husets store og meget frodige opholdsterrasse. Foto: Mette Østergaard