Vor Herre bevares! Religiøse bandeord er de mest udbredte

I Norden bander man mest gennem Gud og Fanden. Men hvorfor er det egentlig sådan?

Takket være Reformationen finder man i Danmark mange bandeord med bibelreferencer og Gud. –
Takket være Reformationen finder man i Danmark mange bandeord med bibelreferencer og Gud. – . Foto: Ritzau Scanpix.

Vor Herre bevares! Gud, ja! Fandens også. De mest populære eder og forbandelser i Norden tager udgangspunkt i vores religiøse figurer. Det har den norske forsker Ruth Vatvedt Fjeld slået fast, efter at hun har indsamlet 1000 bandeord og udtryk, som skal udgives i Norges første bandeordbog i efteråret. I Danmark har man ikke på samme måde kortlagt bandekulturen, men allerede i 2005 udgav Dansk Sprognævn en skrivelse, hvoraf det fremgik, at religiøse bandeord uden tvivl er den største kategori i det danske bandeordskatalog.

Men hvorfor er det, at mange danskere er så glade for at misbruge Guds navn og tage Fanden i ed? Marianne Rathje er sprogforsker og postdoc ved institut for sprog og kommunikation på Syddansk Universitet. Hun forklarer, at sproget – også bandeordene – siger en hel masse om vores kultur. De ord, vi bruger mest, afspejler, hvad der gennem historien har fyldt meget i folks liv. I Danmark kom Reformationen i 1500-tallet til at præge sproget meget, for herefter blev Gud og Fanden nogle af de tydeligste skikkelser i folks religion og hverdag – og dermed også deres sprog.

Denne artikel er en del af denne serie:
Sprogligt set

”Man havde et helt andet forhold til religion, da man begyndte at bruge de her ord,” forklarer Marianne Rathje.

”Man troede for eksempel på, at hvis man sagde Fandens navn, så kunne man komme til at påkalde ham, så han ville springe frem bag ens ryg. Man troede virkelig, at det var farligt at bande på den her måde.”

At man alligevel har trodset den overhængende fare ved at påkalde Djævelen eller blive ramt af Guds vrede for at sende et par eder af sted, hænger sammen med, hvorfor man også bander i dag.

”De her ord har en kraft. De kan noget– for eksempel fremkalde en reaktion. Selvom man i dag ikke tror på, at Fanden springer frem, når vi siger bandeord, så er der stadig en slags fare på færde. Man kan blive socialt dømt som en, der er i sine følelsers vold eller dårligt opdraget, eller er man barn, kan far og mor bliver sure eller provokerede,” siger Marianne Rathje.

Ud over, at bandeord siger en del om os danskere og vores kulturarv, viser de også, hvordan vi adskiller os fra andre kulturer, forklarer hun.

Længere sydpå i Europa, hvor katolicismen forblev den største religion, er de religiøse bandeord af en anden karakter. Her fokuserer de på helgener og kvindelige figurer som Jomfru Maria, hvorfor man sagtens kan komme ud for at høre en italiener råbe ”Madonna!”, hvor danskere måske snarere ville sige ”Gud!”.

Fokus på moderfigurer og kvindefigurer i sydligere europæiske bandeord hænger også sammen med en meget stærk familiekultur. Skal man svine nogen til, vil det være deres familie, og især moderen, det kommer til at gå ud over.

I Danmark var folket også inden Reformationen hovedsageligt katolikker. Det er der stadig sproglige rester af i dag i form af de ældste bandeord, der findes på dansk. I skrivelsen fra Dansk Sprognævn fra 2005 skrev Marianne Rathje om ordene ”hillemænd” og ”såmænd”. De er begge formentligt opstået som en blanding af eden ”ved alle helgener” eller ”hellige mænd” og udtrykket ”som bekendt”. Ordene er dog så brugte i dag, at de færreste nok ser dem som bandeord.

Eder, der stammer fra Reformationen, er ord som ”fandeme”, der oprindeligt var udtrykket ”Fanden æde mig”. Bruger man udtrykket ”Fanden gale mig” fra samme periode, betyder det ”Fanden forhekse mig ved hjælp af sang”. Verbet ”at gale” er et gammelt fællesgermansk ord for ”at synge” og har også lagt navn til sangfuglen nattergal, såmænd!