Selvom vejret i det meste af maj og første halvdel af juni har velsignet os med sommerlige forhold, er det først i overmorgen, den 21. juni, at Solen med sin højeste stilling på himlen officielt indleder årstiden sommer. Så lad os håbe, at vejrguderne lytter.
Det er samtidig årets længste dag, men ikke den dag, Solen står tidligst op ej heller går den senest ned. Det skyldes Jordens aksehældning og de særlige baneforhold, som Jorden gennemløber omkring Solen. Årets tidligste solopgang indtraf faktisk allerede i går, mens den seneste solnedgang først kan iagttages til sankthans.
Og sankthansaften den 23. juni præsenteres vi i år for største fuldmåne i hele 2013. Månen er samtidig nærmest Jorden med en afstand på mindre end 357.000 kilometer. Det er cirka 50.000 kilometer nærmere, end når Månen er fjernest. Den kortere afstand betyder selvfølgelig også, at den syner større end normalt. Vi modtager også mere reflekteret sollys. Når lysets styrke alligevel ikke opfattes markant kraftigere, hænger det sammen med, at sommernatten selv også er lysere.
LÆS OGSÅ: Planetmøde i nordvest
Men der er andre objekter på himlen. De lyse nætter udfordrer dog vores evne til at se stjerner og planeter. Den klareste af alle er Venus. Har man en skyfri aften og en fri horisont mod nordvest, kan man en time efter solnedgang formentlig stadig se den klare planet. Merkur står et par grader under, men her kræver det et godt syn. Måske kan en håndkikkert klare opgaven. Den lyse aftenhimmel er dog en stor udfordring.
Derfor er det også kun lyset fra de klareste stjerner, der formår at trænge igennem atmosfæren til vores nysgerrige øjne. Da vi er på vej mod sommer, er det helt naturligt, at Sommertrekanten nu viser sig på den sydøstlige himmel. Tre klare stjerner danner dette signal. Øverst til højre er det Vega i Lyren. Til venstre herfor ses Deneb, der danner Svanens hale. Nederst fuldender Altair i Ørnen trekanten.
Har man en håndkikkert eller udsigtskikkert med minimum 10 ganges forstørrelse, bør man rette den mod stjernen Albireo, der danner Svanens næb. Albireo er en dobbeltstjerne, hvis to komponenter har farveforskel. Men man skal nok hen til omkring midnat, før himlen er mørk nok.
Alle stjerner har farver, der afspejler deres overfladetemperatur. Disse to stjerner har tydeligvis forskellig temperatur, og farverne blåhvid og gullig bliver tydelige, fordi de to stjerner står så tæt i feltet. Og der er flere gode eksempler på sommerens nattehimmel, men dem vender vi tilbage til i midten af næste måned.
Solens høje bane hen over himlen fra nordøst til nordvest medfører også, at den ved midnat ikke befinder sig særlig dybt under den nordlige horisont. Ud over at give os de lyse nætter formår Solen på vore breddegrader nemlig også at belyse ispartikler højt oppe i atmosfæren, mens vi og den nedre atmosfære om natten ligger i Jordens skygge.
I sommermånederne opstår derfor lejlighedsvis disse lysende skyer med et perle-morsagtigt skær. De dannes på den nordlige himmel 80-90 kilometer oppe, så højt at de samme formationer og mønstre kan ses fra flere landsdele samtidig.
De menes at opstå, fordi vanddamp fortættes som is omkring støvpartikler. Således har disse fænomener været særligt hyppige efter store vulkanudbrud. Der kan også være tale om, at Jorden i sin bane omkring Solen opsamler støv fra rummet. Det forklarer, hvorfor dette materiale befinder sig i de allerøverste atmosfærelag.