Små stykker metal glimter fra bunden af plastiktallerkenen i solen. Nogle er et par millimeter lange, andre blot støvkorn men det er lige meget, for det er guld.
Schweizeren Daniel Gerber jubler, for han har rettighederne til området. Det ligger nord for byen Queenstown og har vist sig at være velvalgt, for floden Shotover løber igennem her. Lige siden midten af 1800-tallet har den tiltrukket håbefulde guldgravere fra hele verden også danskere og selv om de for længst har forladt bjergene, er der stadig guld at finde.
LÆS OGSÅ: Der er følelser forbundet med guld
Shotover er en af de floder i verden, der er rigest på guld, mener Daniel. Men kløften, han lige nu står i, er ikke et sted, man bare kommer forbi. Den ligger nede ad en 70 kilometer lang grusvej, der snørkler sig igennem og klamrer sig til bjergene, og hvordan de gamle guldgravere kom herud med deres oksekærrer og redskaber, er nærmest en gåde. Mange overlevede da heller ikke længe, for selv om solen varmer nu, så er vinteren i bjergene lang og hård, og livsbetingelserne var for de først ankomne primitive.
Daniel har dog en firehjulstrækker til at komme herud med. Den klarer uden problemer de mange mindre floder og det bløde flodsand, men den sidste del af vejen ind i kløften foregår til fods. Med sig har han i dag to turister også fra Schweiz men i modsætning til Daniel er de her kun på ferie og for at pleje deres hobby. For Daniel er dette dog en levevej, og derfor investerede han for nogle år siden i rettighederne til det 138 kvadratkilometer store område, han nu har ret til at udforske og sælge guldet fra.
Jeg har en tysk partner og en af mine venner arbejder herude hele sommeren. Det er hårdt arbejde, så jeg kan ikke selv holde til det på fuld tid mere, men hvis man er heldig, kan man på en sommer finde omkring et kilo guld, og det er vel 365.000 kroner værd. Jeg kender flere, der lever af det, og mange har i disse økonomisk hårde tider taget søgningen til sig som en hobby, for det er en måde at tjene ekstra penge på, siger han.
Igennem firmaet Goldrush Tours & Supplies Ltd. får han mange henvendelser fra new zealændere, men også englændere, tysker og andre, der ønsker at lære guldgravningens kunst og prøve lykken.
Selv blev han for alvor interesseret i guld for snart 25 år siden, da han første gang besøgte New Zealand. Her mødte han andre, der søgte de små klumper, og det blev begyndelsen på et nyt liv. Først solgte han andres guld i Schweiz, dernæst arrangerede han ture for guldentusiaster til Alaska og nu New Zealand, og endelig for syv år siden, da han flyttede permanent til New Zealand og stiftede familie, begyndte han selv at udforske i de områder, han købte rettighederne til.
I dag tjener han dog de fleste af sine penge på guldglade turister, der ønsker at prøve lykken.
Jeg er snart 54 år, og det er hårdt fysisk arbejde at stå i floden hele dagen. Men jeg ved, at området her har en masse guld, og derfor er det et godt sted for mig at bringe turister og andre, der gerne vil lære, for de har en reel chance for at finde noget, siger han.
Mens jagten på guld i New Zealand begyndte omkring 1850, så var det først i 1862, at ireren Malcolm Skipper Duncan fandt det uden for Queenstown. Førhen havde søgningen hovedsageligt været fokuseret omkring den største by på nordøen, Auckland, og her havde man med maoriernes viden og hjælp lokaliseret en del områder. Malcolm Duncan fandt dog hurtigt ud af, at der var guld i Shotover-floden. Det tiltrak straks mange tusinder andre, men som årene gik, og der blev fundet guld andre steder, svandt antallet af guldgravere og deres familier ind til et par hundrede i Skipper. Det var dog nok til at starte en skole og anlægge grusvejen fra Queenstown hertil, men samfundet lukkede og slukkede i 1920erne, da det ikke længere var rentabelt at fortsætte søgningen.
Man kan se på hele området, hvor de tidligere guldgravere har søgt. Terrænet vidner om deres arbejde, for bakker er blevet vendt, terrasser bygget og installationer af udstyr står stadig og ruster. Det er en lille bid af New Zealands historie, der lever i området, men det er også et tegn på, at der er guld her, siger Daniel Gerber.
Som guldpriserne i de senere år er skudt i vejret, har de tidligere urentable miner og forsøg på at finde guld fået en genopblomstring. Samtidig har den økonomiske krise presset folk til at søge nye veje for at finde en indkomst, og det spiller alt sammen ind i den stigende interesse for guldgravning.
Alt er dog ikke fryd og gammen, for som prisen på guldet stiger, så gør også interessekonflikterne. For at komme til jorden, skal Daniel køre over privatejede grunde om end ad offentlige veje, og det er de rige grundejere ikke meget for at lade ham gøre. For nylig er han blevet nægtet adgang til floden, og derfor er han bekymret for, hvordan hans firma skal kunne operere i fremtiden.
Jeg tror, det drejer sig om, at de ikke ønsker andre på deres jord. Men jeg har mine papirer i orden, siger han.
Lige nu er alt dog fredfyldt i kløften. Den eneste lyd er vandets susen hen over stenene og jubelråbene fra Rubi, Urban og Daniel, når de finder et stykke guld i stor størrelse. Med metaldetektoren søger Daniel de mest lovende steder, og derefter går Rubi i gang med skovl og hænder for at flytte sandet og stenene derfra over i slusen i floden eller med håndkraft at si guldet fra. Efter fire timer kan de tre fremvise næsten 17 gram i små stykker og støv. Alle er glade, for ofte tager det dage at samle så meget sammen. Men området er guldholdigt, og har altid været det, siger Daniel. Det vidner historien i bjergene om.