De ni personer i frivilliggruppen ”Gyvelkvælerne” har travlt i Ebeltoft-området.
Områdets mange gyveler har lige stået med deres flammende gule blomsterhav og står nu med fire-fem centimeter lange grønne ”ærtebælge” med nye frø på vej.
En stor gyvel har flere tusinde blomster og kan årligt lave 8-10.000 frø, som kan bevare spireevnen i jorden i 30-50 år! Nu fælder og samler vi dem og kører dem væk.
De frivillige hjælper Nationalpark Mols Bjerge med at fjerne tilgroning – for at bevare lys og varme til den blomster- og insektrige ”Molsnatur”.
Vi har mange sandjorder, der ligger i natur, men netop her er der problemer med invasive arter som rynket rose og italiensk gyvel, men også med de hjemmehørende som brombær og skovfyr. Lige nu gælder det gyvel.
Gyvel er både elsket og hadet, og med god grund.
Gyvel er jo åndeløst smuk under blomstringen i maj og juni. Ser man gennem det solgule blomsterhav viser den enkelte blomst sig som en typisk ærteblomst, ligesom ært, bønne og lucerne. Bagerst et opstående kronblad (fanen) og så fremad to ”vinger”, der skjuler den bådformede ”køl”.
De ærteblomstrede planter kan alle et heftigt trick – de samarbejder med bakterier, som de holder og ”fodrer” i rodknolde, og som laver og leverer kvælstofgødning fra luftens frie kvælstof.
På næringsfattige sandjorder er ekstra kvælstof et stærkt kort i konkurrencen med andre planter. Derfor rummer nationalparkens mange sandede overdrev og heder mange små ærteblomstrede planter: kløver, sneglebælg, kællingetand, krageklo, fugleklo, vikke og fladbælg.
Men de hjemmehørende arter har fjender og står hist og her i en artsrig mosaik og er værter for mange insekter, blandt andet sjældne dagsommerfugle.
Gyvel har næsten ingen fjender, og når kreaturgræsningen også forsvinder, går den helt amok og danner store sammenhængende og to til fire meter høje krat, hvor intet andet lever.
Gyvelen er en hård nyser. Ikke alene kan den kvælstof-tricket, men den er også tørketilpasset.
Næsten på kaktusvis har den næsten alle sine fotosyntetiserende grønkorn i sine mange grønne opstigende stængler, der tilsammen danner en kostlignende busk med kun få, små og spredte blade.
Det engelske navn er ”scottish broom” (den skotske kost). Grønne stængler uden blade nedsætter fordampningen, og med sit dybe rodnet kan den nå sandjordens sparsomme vand og holde hus med det.
Når nationalparkens frivillige fælder gyvel, er det grundigt.
Vi klipper dem lige under jorden. For ellers skyder gyvelen igen fra stubben og danner nu lave tætte buske. De fortsætter med at blomstre og smide frø og skygge alt væk, men er nu næsten umulige at slå og skære.
Gyvel bekæmpes derfor særlig effektivt nu inden frøsætning og manuelt med klipning i jordoverfladen. Gyvel er natur, smuk og sej, men en trussel mod biodiversiteten på sandjord. Har de fået frø, så saml og slæb dem væk på presseninger.
Til efteråret fortsætter jagten – nu med gyvel-rydning i Mols Bjerge på tre-fire truede levesteder for den smukke og sjældne plante opret kobjælde.
Mange sommerhusområder ligger på sandjord – Odsherred, Nordsjælland, Vestkysten, Thy, Nordjylland og Thy. Her har vi mange artsrige naturområder og haver, der trues af gyvel og rynket rose – indplantet, men nu uden for kontrol.
Så det er nu det gælder – krimier i sofaen, når det regner, gyvelrydning i solskin? Og køb måske en flora og lær så i stedet at kende og værdsætte de små, smukke, hjemmehørende planter, som trives – når de ikke overvokses af gyvel. 10 gyveler i dag – 10.000 om fem år.
God sommer!
Jens Reddersen er biolog i Nationalpark Mols Bjerge