Prøv avisen

Halvandet århundrede med postkort

I 1869 tillader Østrig, som det første land i verden, forsendelsen af postkort. Siden har den lille hilsen gået sin sejrsgang verden over. Foto: Andreas Haase /Panther Media

For mange er det blevet en fast tradition at sende et postkort hjem fra ferien i ind- og udlandet. I år kan postkortet fejrer 150-årsfødselsdag. Send dit bemærkelsesværdige postkort til Kristeligt Dagblad. Læs mere i bunden af artiklen

Historien om postkortet begynder i 1865, da den tyske doktor Heinrich von Stephan fik et lyst indfald. Hvad hvis man med posten kunne sende et kort uden besværet med først at komme det i konvolut? Idéen om postkortet, som vi kender og elsker det, var født.

Der skulle dog gå yderligere fire år, før de første af slagsen fandt vej til postkasserne i Østrig. For doktorens forslag faldt ikke i god jord hos de tyske postmyndigheder, der stemte det ned.

”Men det lykkedes ikke, og da først postkortet var kommet, viste det sig hurtigt at være godt,” som Kristeligt Dagblad skrev i 1939, da postkortet fyldte 70 år.

Fra Østrig spredte postkortet sig som en lynild over Europa, og det var en øjeblikkelig succes. Alene i England sendtes det første år 75 millioner kort med posten. Postkortene er i begyndelsen simple. På forsiden var kortet blankt, mens bagsiden havde påtrykt porto og plads til at skrive adressen. I løbet af de næste par år blev det stadig mere populært at dekorere postkortenes forside med illustrationer og tryk, og det er et problem. Frem til 1905 var det nemlig ikke tilladt at skrive på kortets bagside, hvorfor mange tidlige kort var fuldstændigt overdækket med skrift.

Begyndelsen af 1900-tallet var postkortets storhedstid, for i en tid uden telefon og internet, var det den nemmeste måde at sende små beskeder over store afstande. Samtidig blev fotografiet stadig mere udbredt, og man fandt en måde at trykke negativer på postkortene. Snart havde enhver købmand og lille by med respekt for sig selv postkort med motiver fra nærområdet til salg.

Da Første Verdenskrig brød ud, blev postkortet en måde for soldaterne at skrive med deres kære. Ofte i form af postkort, hvis forside var beklædt med et tyndt lag silke – hvorfor de fik tilnavnet ”silks” (silke). Det er en tid, hvor der blev eksperimenteret med både form og format. Et firma forsøgte sig sågar med at producere genanvendelige kort, skrev Kristeligt Dagblad i 1939.

”Det skete på den måde, at man dækkede kortet med et tyndt lag maling, hvorpå afsenderen skrev. Modtageren lagde det i vand, og malingen blev vasket af, og kortet blev så godt som nyt, lige til at sætte i albummet!”.

Om den satsning blev en succes, melder historien ikke noget om.

Sikkert og vist er det dog, at postkortet har fået stærk konkurrence fra e-kort, sms’er og smartphones. Som et forsøg på at imødekomme det, lancerede PostNord i 2014 en app, hvor man kunne lave og sende sit eget postkort direkte fra telefonen. Den satte rekord i 2016, da 2,1 million postkort blev sendt derigennem.

Har du et sjovt, spændende eller bemærkelsesværdigt postkort liggende i skuffen, vil Kristeligt Dagblad gerne høre om det og historien bag. Send kortet og en lille tekst samt en returadresse til Kristeligt Dagblad, Vimmelskaftet 47, 1161 København K, og mærk kuverten ”Postkort fra fortiden”. Du kan også sende et billede af postkortet og sende det med mail til livogsjael@k.dk