Har du husket madpakken?

9 af 10 skoleelever har madpakke med, men 7 ud af 10 er sultne eller meget sultne, når de får fri fra skole

Piroggerne udmærker sig ved at bestå af en lys grunddej, som er let at arbejde med så også mindre børn kan være med til at lave piroggerne til næste dags madkasse. - Foto fra bogen ”Sunde madpakker” af Kaja Nymand
Piroggerne udmærker sig ved at bestå af en lys grunddej, som er let at arbejde med så også mindre børn kan være med til at lave piroggerne til næste dags madkasse. - Foto fra bogen ”Sunde madpakker” af Kaja Nymand.

Det er blevet hverdag igen med skoletasker i entréen og tomme madkasser, som hver eftermiddag bæres ud i køkkenet. På de gode dage, vel at mærke. Andre dage finder man sig selv en tidlig morgen i søgen efter en madkasse, som har overnattet i tasken og skal rengøres, inden den kan fyldes igen. Og jo; jeg ved godt, at mange anbefaler, at man klarer madpakke- produktionen dagen før. Men har man blot planlagt, hvad der skal i de tomme kasser, prioriterer jeg at vente med projekt madpakke, til en ny dag gryr. Dagens menu stilles på spisebordet, og så er det op til skoletaskernes brugere at stå for nedpakningen. På vej ud ad døren kommer derfor det næsten obligatoriske spørgsmål:

”Har du husket madpakken?”.

Og de fleste elever husker madpakken.

Ifølge en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget på vegne af Arla Fonden blandt 900 skoleelever i 5. og 6. klasse i Midtjylland, så har 9 ud af 10 elever hver dag en madpakke med i skoletasken. To ud af tre elever svarer, at de glæder sig til madpakken.

Og hvad er der så i madkassen?

Rugbrødet går igen hos mange. 48 procent har hver dag rugbrød med. Frugt er også udbredt: 41 procent får frugt med, mens 33 procent kan tage grøntsager frem af madkassen. Madpakkens indhold skyller eleverne ned med mælk eller vand.

En undersøgelse i 2002 viste, at 22 procent af de 13-årige drak sodavand til frokosten. Det tal er i den nye undersøgelse nede på ni procent.

I undersøgelsen påpeger børnene to problemer ved skolemaden: De har ikke tid nok til at spise madpakkerne. De skal typisk spise deres frokost på et kvarter, og generelt opleves det som for kort tid. Og når skoledagen er omme, så er 7 ud af 10 sultne eller meget sultne.

Der er mange steder at hente inspiration til madpakken. På Facebook findes for eksempel gruppen ”Madpakkerne” med over 30.000 medlemmer. I introduktionen af fællesskabet står der: ”Hader du at lave ungernes madpakke og mangler inspiration? Så kom og vær med.”

Man kan også gå på biblioteket og finde nogle af de bøger, som er udkommet gennem årene om emnet. Op til skolestart udkom bogen ”Sunde madpakker” af Kaja Nymand på forlaget Lindhardt og Ringhof. Hendes grundidé er, at man skal integrere de fødevarer, man har i køleskab og køkkenskabe i madpakkeproduktionen. De seneste dage har vi afprøvet flere af hendes idéer. Ikke alle har bestået testen, men her er en anbefalelsesværdig idé til hverdagen med madpakker.

Piroggerne udmærker sig ved at bestå af en lys grunddej, som er let at arbejde med, så også mindre børn kan være med til at lave piroggerne til næste dags madkasse.