Støv og røg omslutter en sort ruin, der tidligere var et hus. Lejlighedskomplekser står med udblæste vinduer, og gaderne er mennesketomme, så langt øjet rækker. Beskyttelseskældrene er stuvende fulde af mennesker, der er flygtet fra luftalarmerne ovenover. Frygten hænger i luften. Men så ringer vækkeuret, og det hele viser sig blot at være en drøm. Heldigvis.
Rigtig mange mennesker - også ganske langt fra slagmarken i Ukraine - vågner i disse dage efter nætter i krig. Nogle har måske drømt, at de var soldater ved frontlinjen, mens andre har søgt skjul, hjulpet med at redde sårede eller noget helt fjerde.