Det er svært at finde rundt i tiden. Længe var november så mild, at man troede, det endnu var oktober. Og i den lokale dagligvarebutik kæmper personalet med at få plads til pebernødderne, som skal spises på denne årstid, og de store mængder af chips, der skal konsumeres, når den forventede fodboldfeber indfinder sig. Men så er det godt at læne sig ind i kirkeåret. Sidste søndag i kirkeåret sang vi Lisbeth Smedegaards ”November går tungt gennem byen”. Jakob Lorentzen har forsynet salmen med en melodi i mol, men salmen lander i et håb:
”Jeg tror, at der bag ved november skal rejse sig dage med sang, befriet som glæden der griber dit nådeår – endnu en gang.”