Havebesøg på Færøerne

Der er tre steder, den haveinteresserede skal besøge i Tórshavn: Den gamle skolehave bag H.N. Jacobsens boghandel, ”Plantagen” op ad Vardagøta og endelig Tórshavns gamle kirkegård ved Dr. Jacobsensgøta

Den helt store oplevelse blev ikke mindst den gamle skolehave. Her er fri adgang ind ad den hvide havelåge ved Mylnugøta, hvor der også er et par hvide havebænke i ly af de gamle poppeltræer, der står så smukt hen over haven og den smalle gade ved boghandelen, skriver Bjarne Nielsen Brovt i sit havebrev. Tegnng: Kræsten Krum Byskov
Den helt store oplevelse blev ikke mindst den gamle skolehave. Her er fri adgang ind ad den hvide havelåge ved Mylnugøta, hvor der også er et par hvide havebænke i ly af de gamle poppeltræer, der står så smukt hen over haven og den smalle gade ved boghandelen, skriver Bjarne Nielsen Brovt i sit havebrev. Tegnng: Kræsten Krum Byskov.

Det er et stort privilegium at kunne rejse til Færøerne på havebesøg, oven i købet for sjette gang. Det begyndte i 1980, hvor jeg sammen med maleren Sven Havsteen-Mikkelsen (1912-1999), besøgte forfatterne William Heinesen (1900-1991) og Chr. Matras (1900-1988). Det var i forbindelse med flere bogprojekter. Nu - i sommeren 2015 - er det alene havebesøgene, det gælder. Og der er tre steder, man skal besøge, når man kommer til Tórshavn: Den gamle skolehave bag H.N. Jacobsens boghandel i selve centrum af Tórshavn, ”Plantagen” op ad Vardagøta over for William Heinesens røde træhus og endelig Tórshavns gamle kirkegård ved Dr. Jacobsensgøta. Det er jo ikke mange store træer, man ser på Færøerne; men de er der. Dog først og fremmest er det det tætte grønne græs over alt, man glædes over. Med tusindvis af den lille gøgeurt (Dactylorhiza purpur), der dominerer.

Ved Tinganæs Fyrtårn, nede ved havnen, er det krydderurten kvan, der står smukt alle vegne. Dertil de hvide tæpper af tusindfryd. Skønt! Det, der gør så stort indtryk, er den påpasselighed, man møder alle steder. Her bliver slet ikke slået græs som herhjemme i Danmark. Her får væksterne lov til at gro. En overraskelse er porcelænsblomsten (saxifraga urbium ), dens lyserøde blomster dukker op, uanset hvor man vender blikket. Også i ”det vilde”. Det ser man aldrig derhjemme. I næsten hver eneste have, lukket inde bag meterhøje stendiger, hælder guldregnen sine tætte, ældgamle grene ud over fortovene. 

Den helt store oplevelse blev ikke mindst den gamle skolehave. Her er fri adgang ind ad den hvide havelåge ved Mylnugøta, hvor der også er et par hvide havebænke i ly af de gamle poppeltræer, der står så smukt hen over haven og den smalle gade ved boghandelen. H.N. Jacobsens Boghandel går helt tilbage til 1860'erne. Jeg har været der flere gange med William Heinesen. Og de er stadig meget gæstfrie i boghandlen. Den mest intime del af haven kan ses fra den hyggelige stue i forbindelse med forretningen. Du kan sagtens få lov at få adgang til stuen, hvorfra du gennem vinduet kan se de mange valmuer, røde og dybblå, atter den robuste porcelænsblomst, engkabelejer, guldregn.

Her inde sad William Heinesen ofte på sine gamle dage og fik et glas hvidvin, mens han fortalte om sin barndoms realskole, hvor han gik sammen med Jørgen-Frantz Jacobsen og Chr. Matras under overlærer Trabers ledelse.Han delte ofteørenfigner ud, men fortalte også om planterne uden for vinduet, særligt om dem, han kendte fra Danmark, for han kom selv fra Tarm i Jylland og sagde til sine 15 realskoleelever: ”Glæd jer til bøgetræerne, når I kommer til Danmark! ... Realskolehaven er stadig velpasset, og der er små stier rundt og som sagt de hvide bænke, hvor man kan sidde og nyde synet af planterne.I ”Plantagen”, der er en slags botanisk have, oplever man en hel særegen have. 

Her er mange træer. Abetræer. Der er plantet cirka 100 af dette mærkværdige træ. Men rør ikke ved det. Det stikker. Dertil masser af guldregn, poppeltræer, løjtnanshjerte, sitkagraner, rododendron. Smuk er også søen med masser af ørreder, ænder og katte, der gerne vil i ”samtale”. Vejen gennem ”Plantagen” munder ud i Vardagøta lige ud til ”Williams hus”. Her gror igen porcelænsblomsten frodigt.Er man i Tórshavn, skal man også give sig god tid på den gamle kirkegård. Her står de forblæste grantræer, guldregn, men også den dybrøde blodbøg hen over Jørgen-Frantz Jacobsen og William Heinesens familiers gravsteder. Det er gribende. Ikke mindst Heinesens familiegravsted helt tilbage til 1870'erne. Williams bror, Heine, døde alt for tidligt, kun 25 år gammel, i Vancouver i Canada. Da står man under blodbøgen og læser: ”Er ikke død. Men savnet”.