Haven er fuld af overraskelser omkring påske

Haven er ved at vågne efter vinteren, og Mette Østergaard nyder blandt andet sin påskeliljer, der er ved at springe ud

Havens påskeliljer folder sig måske ud til påskedag, imens pynter en flok sovende påskeliljer, der er vakt til live i vasen.
Havens påskeliljer folder sig måske ud til påskedag, imens pynter en flok sovende påskeliljer, der er vakt til live i vasen. . Foto: Mette Østergaard.

Havens første påskeliljer lyste op i gult palmesøndag og mangler nu bare en enkelt god solskinsdag, før de gule trompeter er klar til fanfarer. Alt imens jeg står og beundrer mine påskeliljer i udspring, lyder der særprægede fanfarer fra himmelrummet. Det er fugle, der svæver højt, højt oppe, men alligevel synes vingefanget meget stort. Det må være traner.

De sejler som svævefly rundt deroppe, lige der hvor solen er ved at brænde hul i skyerne. Pludselig er de væk, det sker i et splitsekund, og jeg ser det ikke. Ærgerligt, men jeg så tranerne, og det føles godt.

Det er friluftslivets sidegevinster, de små mirakler sker uden varsel, blot man går uden for døren og har øje og øren for dem. Akkurat som den anden dag, hvor jeg var på pige-vandretur omkring skibssætningerne i Gl. Lejre. Pludselig letter en lærke lige foran os og synger lærkesang hele vejen op i det blå. ”Det vil jeg skrive ned, når jeg kommer hjem,” siger Lise, for hun må vide præcis år efter år, hvornår hun første gang ser lærken lette.

Jeg fører også en slags logbog, ikke over fuglene, men over havens gøremål. Det er ikke altid, må jeg tilstå, at mine virkelige gøremål helt kan følge med anvisningerne her i avisen, men jeg gør mit bedste!

Netop nu er jeg lidt bagud med beskæring af to ribsbuske og en gammel solbær, der er blevet for tæt. Æble-espalieret trænger også til udtynding, og silkepæonernes visne toppe skal fjernes, de nye skud er for længst dukket frem. Heldigvis kan det alt sammen nås endnu.

Til gengæld er jeg på forkant på enkelte områder. Mine tomater står nu som kimplanter på vej til at få det første rigtige blad. Men det kan stadig nås at begynde forspiring af tomater i vindueskarmen, de skal først plantes ud i drivhuset i maj.

I går flyttede jeg rundt med småplanter af fingerbøl, Digitalis purpurea. Fingerbøl har det med at så sig selv villigt, og jeg fik forærende en hel kasse småplanter af fingerbøl i sensommeren. De blev straks plantet ud i rækker i køkkenhaven og står nu med en fin roset af grønne blade. Jeg har haft dem dækket gennem vinteren med grangrene.

Fingerbøl er en såkaldt to-årig plante. Det første år sørger den for at få en god rod og danner en grøn bladroset over jorden. Det følgende år, og dertil er mine fingerbøl jo nået, vil de blomstre storslået med meterhøje blomsterstængler. Det sker i juni-juli. En sådan rigdom af blomster in spe skal udnyttes og ikke kun pynte i køkkenhaven.

Jeg har gravet nogle stykker op og plantet dem i den store krukke på gårdspladsen. Her kan de nydes tæt på, mens de i maj vokser til i højden og dernæst står i blomst en til to måneder. Der er gravet et par stykker op og plantet ind i drivhusjorden. Her vil de måske blomstre i maj, og det er virkelig noget, der pynter i et drivhus, hvor de udplantede tomater ikke ser ud af meget i maj.

Det vil også være oplagt at sætte et par fingerbøl i en krukke, placere den og passe den med vand i drivhuset. Sæt dernæst krukken udenfor, når blomsterne viser sig. Det bliver storslået. Jeg har allerede mange selvsåede fingerbøl mellem rosenbuske. Skønnere sammensætning end fingerbøl og historiske roser findes vist ikke! Jeg glæder mig til at se, hvilke farver de mange fingerbøl vil overraske med, det er nemlig en hemmelighed, der først røbes, når blomsterne springer ud!

Haven er fuld af overraskelser. Den anden dag opdagede vi, at nogen havde spist bladene på de kønne, vintergrønne vedbend, der kravler op ad lindetræernes stammer. Bladene var pist væk, kun stilkene sad tilbage. Vi var dog straks på sporet af tyveknægtene, der var nemlig kun spist blade op til den højde, hvortil rådyr kan nå! Det har vi aldrig oplevet før, at rådyrene går ind på gårdspladsen for at spise vedbendblade, de har dog græsmarken at fouragere på!

Måske har rådyrene haft brug for et lille tilskud af disse lidt giftige vedbendblade. Den tanke har jeg, fordi min nabo netop har været i Sydafrika, hvor han blev syg af kold lungebetændelse. Han gik på apoteket og fik straks en flaske hostesaft udvundet af vedbendblade. Hostesaften virkede, og patienten var rask igen, før solen gik ned! Der er åbenbart noget magisk ved hostesaft af vedbendblade. Den slags ved rådyr ganske givet noget om, og måske er dyrene løbet ind i en slem forårshoste med al den tilbagevendende nattefrost?

Selvsåede fingerbøl, graves op og genplantes i rosenbedet, i krukker og i drivhuset.
Selvsåede fingerbøl, graves op og genplantes i rosenbedet, i krukker og i drivhuset. Foto: Mette Østergaard
Klatrende vedbend på lindetræer er blevet pelset af rådyr, kun bladstilkene står tilbage.
Klatrende vedbend på lindetræer er blevet pelset af rådyr, kun bladstilkene står tilbage. Foto: Mette Østergaard