De mange henvendelser fra læsere gennem årene vidner om en populær haveskribent, der nu stopper med at sende sit faste havebrev her på Bagsiden. Bjarne Nielsen Brovst er da heller ikke kun begejstret for situationen, men ulykken har været ude, og han skal finde kræfterne igen efter et fald, der har efterladt ham med et ben, der gør ”pokkers avs”, som han siger.
Havemanden skal i god fysisk form igen, så han kan gå og småløbe og ikke mindst rode rundt i sine elskede haver ved Rude Strand i Østjylland og ved Jammerbugten i Nordjylland. Han håber også måske at gæste avisen på anden vis, for han elsker at dele sin viden og sin glæde ved haven, som er ”en Guds gave”, med andre.
”Jeg elsker at skrive haveklummer. Jeg har fået så mange flotte tilbagemeldinger fra folk, og det er jo dejligt. Det er min kone, Gudrun, der styrer det med e-mailen, for jeg er ved at være en gammel bavian. Jeg har været heldig, at folk gerne ville høre om det, og det har betydet meget for mig,” siger Bjarne Nielsen Brovst, der stadig skal holde foredrag og lave fjernsyn:
”Jeg er så heldig, at Gudrun kører bilen. Så sidder jeg ved siden af og glæder mig til at fortælle. Jeg bliver ved, til jeg stiller træskoene. Jeg skal bare lige have dem på igen,” siger han.
Interessen for havelivet kom tidligt, da Bjarne Nielsen Brovst brændte sin højre hånd og som barn ofte var ude af skolen. For at få tiden til at gå hjalp han til derhjemme, og for ham blev havearbejdet ikke pligt. Det blev derimod en meget stor lykke, der gav ham livsmod som barn og ungt menneske. Måske fordi han blev grebet af stemningen.
”Jeg kan stadig se min far for mig, når han glædede sig over, at vi skulle i haven og se på hønsene. Eller min bedstemor, som var hårdt ramt af sygdom og også elskede haven. Hun sagde ’prøv at se Bjarne, Vor Herre har med sin skabertrang gjort det her’. Vi kunne sidde i haven og snakke om Paulus og Jesus eller takke Gud, fordi han var så god ved os. Det gør jeg sådan set stadigvæk, for det beriger vores liv, fordi du på en eller anden måde bliver klar over, at du ikke er alene,” siger Bjarne Nielsen Brovst.
Hvorfor kan du så godt lide at gå i haven?
”Jeg er gode venner med hver enkelt træ og blomst. Hvert eneste æbletræ, jeg møder, er et familiemedlem. Der er ikke et eneste træ eller plante, som Gudrun og jeg ikke har plantet, og det elsker jeg meget højt. Det er som et ekstra familiemedlem, og når jeg går i haverne, ikke lige nu, men snart igen, er jeg sammen med dem. Det er måske nok en form for sindssyge. Men der er også en historie forbundet med haverne. Jeg har havebøger fra 1700-tallet, og det er en stor del af mit haveliv at gå helt tilbage og læse om træerne. Det er ligesom at komme på håndtryk med dem, der var her for 200 år siden,” forklarer han.
Hvad kan du bedst lide at lave i haven?
”Jeg elsker jo løgplanter. Og jeg elsker bare at gå og kigge på dem og holde øje med, om de har den rigtige jord og den rette mængde sol. Der var ingen planter, da vi flyttede ind her, og nu er der i tusindvis.”
Hvor i dine haver kan du bedst lide at opholde dig?
”I mine væksthuse i en god stol og med en god bog at læse i. Jeg har 70.000 bøger, og af dem er omkring 700 havebøger.”
Hvilken årstid kan du bedst lide?
”Den bedste årstid er foråret, når alt livet kommer tilbage. Men også efteråret, hvor planterne siger farvel, og æblerne og pærerne vinker til en. At samle Ingrid Marie i kasser er også en lykke,” siger han og bliver afbrudt i drømmerierne, da Gudrun kommer ind fra haven.
”Nå, nu kommer Gudrun ind, hun er fuldstændig smaskvåd. Jeg skal hilse fra Gudrun. Vi er jo to om det.”
Hvordan har livet i haverne ændret sig gennem årene?
”Det har ændret sig meget. Bare tag rododendronerne. Små planter på en meters penge, som nu står her tre-fire meter høje med knopper i dem alle. Sikke det bliver! Og det bliver bedre og bedre. Jeg bliver forbavset over, at det hele står der, og nu i de her dage, hvor det regner ad hekkenfeldt til, så sidder jeg og kigger ud på vores fuglebure, og så kommer der en dompap, en skovdue, en bogfinke og almindelige gråspurve og musvitter, og det er vidunderligt.”
Har du er foreløbigt sidste råd til havemennesker?
”At man læser sig til det, men at man også har de enkelte planter stående, så man kan gå hen og beføle dem. Og selvfølgelig er der en gang i mellem en plante, der går ud. Æv! Men det kan ikke undgås.”