Havet planter frygt og glæde

Danmark er en nation af fiskere, og havet – det endeløse vand – skaber udlængsel og har plantet frygt og glæde i alle

Havet og kysterne har været forbundet med udlængsel, og jeg tænker, at denne diffuse længsel mod lande af overflod, sagnlandets Eldorado, har præget danskerne i generationer, skriver forfatter Kasper Støvring om havets indflydelse på det danske sind. –
Havet og kysterne har været forbundet med udlængsel, og jeg tænker, at denne diffuse længsel mod lande af overflod, sagnlandets Eldorado, har præget danskerne i generationer, skriver forfatter Kasper Støvring om havets indflydelse på det danske sind. – . Foto: Nima Stock/ritzau.

Sommerferien er forbi. Jeg står ved et forladt badehotel lige før daggry. På en nedslidt strand, ved havet. En række både ligger for sig selv og vugger vemodigt i vinden. Brisen bærer en ram lugt af tang med sig. Jeg lytter til mågernes ensomme skrig, faldene, der slår mod bådenes master, og de klange, man kender fra havne og bådpladser, der kommer fra bådenes mastetoppe. De lyder som små klokker.

Et sted ude på havet høres et tudende horn fra en fjern færge, der aldrig synes at ankomme. Længere ude bruser bølgerne og minder mig om min mormors konkylie, jeg satte mit øre til. Det var, som om man lyttede til havets fjerne sang, inden man skulle sove.

Tiden går så langsomt her, den slæber sig nærmest af sted. Det er, som om tiden er gået af sit hængsel og ikke længere åbner porte ud mod andre verdener. Jeg længes, imens jeg ser ud over havet, men imod hvad ved jeg ikke. Bølgerne slider sig ud og ind, gispende af udmattelse udsletter de mine spor i sandet. De vil blive ved med at skylle ind, også når jeg ikke er her mere.

Danmark er omgivet af hav og har mange kilometer kyststrækning. Danskerne er en nation af bønder, men også af fiskere. Det har gjort danskerne fortrolige med de evangeliske grundfølelser: Glæden over fyldte både, der vender hjem med fangsten og mætter de mange munde, men også de bange anelser. Vender vi hjem igen? Sjælene fragtes jo over havet af Charon på båden til de dødes rige.

Havet og kysterne har også været forbundet med udlængsel, og jeg tænker, at denne diffuse længsel mod lande af overflod, sagnlandets Eldorado, har præget danskerne i generationer. Min familie har været bønder indtil mine forældres generation. Det er måske derfor, jeg ikke kender havet som glæde eller frygt, men som melankoli, som savn og længsel. Som et hjerte, der ikke kan falde til ro.

Den bløde regn, der hører til sommeren, er drevet over, og det liv, der hørte til stedet omkring den strandmole, jeg passerer, er også borte. I sommerferien var her fyldt med feststemte mennesker. Tilbage er kun enkelte tomme øldåser, cigaretskod, der skvulper i vandkanten, og nogle sammenkrøllede cigaretpakker.

Det er som at stå midt i L.A. Rings maleri af Roskilde Fjord. Det er et tavst og forladt sted, der er næsten ikke noget menneskeligt spor. Dette sted er unheimlich, ikke blot uhyggeligt, men u-hjemligt. Det er ikke et menneskeligt sted, der er ingen intimitet, for det er ikke en beboelig verden.

Vand, jord og luft trænger sig på. Men i denne time før solopgang mangler der et element: ilden. Rummet ved havet føles stort og uendeligt. Men der mangler en dimen- sion: tiden. Dette rum er statisk og koldt, og derfor virker det så stærkt, næsten symbolsk: Jeg står midt i et livløst univers. Den sære melankoli, jeg sporer i sindet, kommer af det fravær, der fuldstændig har bemægtiget sig dette sted. I den sene time spejder jeg efter landet, som solen skinner på, når den er nede. Hvor lykken er, er jeg ikke. Alligevel bliver jeg ved med at komme her. Havet og kysterne rummer en skønhed, der drager mig. Det er som med smukke skibsvrag, der er gået til bunds et sted ude på oceanet. Tavse, forladte og fjerne.8