Det er højtid for musikfestivaler! Musikken gjalder mod den lyse sommerhimmel fra Roskilde Dyrskueplads, bøgeskoven ved Skanderborg, Tinderbox i Tusindårsskoven i Odense, Jelling, Tønder, Langeland, fra snesevis af steder. Alle generationer har taget festival til sig. Det er et moderne, kulturelt fænomen med lange rødder.
Men hvad hedder det i pluralis, altså flertal? Festivaler eller festivals? Den nyeste danske retskrivningsordbog er klar i mælet. Det danske ord festival bøjes en festival, festivalen, alle festivalerne! Det skrives dog ofte i den engelske udgave: Festivals. Det er jo sådan set heller ikke forkert, men så er det altså engelsk og ikke dansk. Dykker man tilbage i danske ordbøger fra 1950’erne, bemærkes det, at der er valgfrihed mellem endelsen -er og -s, men da var festival også stadig et engelsk ord på vej ind i dansk.
Ordet festival kom ind i dansk fra engelsk, men er oprindeligt latin festivalis, der betyder ”som hører til en festdag”. Det er afledt af festum, der lader sig genkende som et ord, der betyder fest eller festlighed. Ordene fest og ferie er i øvrigt stærkt beslægtede og for begges vedkommende, altså ferie og fest, udspringer de af religiøse traditioner. Fester eller ferier knyttede sig i oldtiden og i den antikke verden ofte til mindehøjtideligheder, eller de var lagt i kalenderen for at markere tilbedelsen af en eller flere guder. Feltherrerne i Rom tilrettelagde særlige dage, fester, for at fejre deres sejre og for at takke guderne.
Kulturhistorikeren Troels Frederik Troels-Lund, der har interesseret sig for dagliglivet i 1600-tallet, beskriver, at de store fester var traditionernes rygrad, da de dannede de naturlige mærkepunkter i årets gang. Det var årets åndehuller, der gav slid og arbejde mening og betydning. Fest betyder hos Troels-Lund ikke bulder og brag og druk og ballade, selvom de også kunne indeholde det, men snarere helligdag eller afbrud i den vanlige rytme.
Det ville jævne folk og bønder have mere af! Altså fester forstået som ferie og fri fra arbejdets daglige dont. Ludvig Holberg snerrer i en af sine epistler ad folk, der bare vil holde fri:
”Hvad andre Fester (end søndage) angaaer, da (…) saasom de gamle stedse bliver staaende, og adskillige nye komme dertil, saa kunde det hende sig, at der omsider kunde blive ligesaa mange Feste, som der er Dage i Aaret.”
Her betyder ”fest” det samme som fridag eller ferie. Holberg vil simpelthen have skabt en fremdriftsreform! Folk, de dovne hunde, skal bestille noget, ikke holde fri og ferie! Nå ja, de lyder som en epistel fra regering og Folketing anno 2017!
De store musikfestivaler har lange rødder i en religiøs tradition, hvor fester afløste hverdag for at give luft og mening. Sådan er det også at flyde ud til Kim Larsen eller The Killers på Tinderbox, McCartney på Roskilde, TV2 i Skanderborg. Hverdagen er sat ud af kraft, hvorved den sådan set netop bekræftes.
Den moderne musikfestival har sine store myter, ligesom krigsherrer og herskere skabte deres. Nogle dage i nærheden af byen Bethel i delstaten New York i USA i august 1969 skabte en af min generations store myter om fred og kærlighed under musikkens aura. Den festival, kaldet Woodstock efter en nærtliggende by, blev alle festivalers (festivals’?) moder.