Sommeren har været fugtig, og man må glæde sig over de kvaliteter, det giver. Sommerens skønne palet af dufte er eksempelvis stærkere og mere varieret i fugtigt vejr, end når solen banker fra et skyfrit himmelloft.
Jeg er henført af duftenes mangfoldighed i sommeren, men også ledt hen til ordet af flere, der har spurgt til brugen af ordene dufte og lugte. Eksempelvis sender K.C. Knudsen fra Holte en række gode eksempler på brug og mulig misbrug af de to ord, der jo både kan optræde som verber og som substantiver. Knudsen bringer et citat fra en gammel avisartikel: Her dufter prinsessen til blomsten. Og han spørger: hvem var det, der duftede prinsessen eller blomsten?
Det kan sproglig set være prinsessen, der står og dufter kongeligt til blomsten i betydningen udsender dufte, men betydningen er jo nok, at hun snuser til blomsten. Men er det korrekt, spørger Knudsen, at lade verbet at dufte både beskrive udsendelse og opfangelse af duft?
LÆS OGSÅ: Sprogklummen: En værre kanalje
Knudsen har opsnust et ægte problem. Den Danske Ordbog fortæller, at verbet betyder at udsende en behagelig lugt. Det samme verbum kan imidlertid også betyde at lugte til en behagelig lugt, siger ordbogen, men det er en nyere betydning, som af nogle anses for at være ukorrekt. Så vi er altså placeret lige midt i et velduftende sprogbed, hvor arterne udvikler sig, mens vi står og indsnuser. Personligt synes jeg, betydningen kun skulle knytte sig til udsendelsen af lugte, mens jeg gerne snuser til en vellugtende blomst.
Det er sådan set en sjov glidning, for mennesker kan altså stå og dufte til noget, mens jeg ikke tror, man kan forestille sig en hund stå og dufte til et kødben. Den snuser snarere. Eller måske står den og lugter? Og så er vi lige vidt, for stinker køteren eller snuser den til noget?
Vi kunne grave lidt i gamle betydningsspor. Duft lader sig føre tilbage til det oldnordiske dupt, der var en betegnelse for fint støv og knytter sig til en rod med betydningen støve eller hvirvle med lugt og røg. Ordet betød længe noget i retning af tåge eller sagte vind, men kom sent, nemlig i slutningen af 1700-tallet, til også at kunne betyde en særlig vellugt fra en blomst eller parfume. Der er altså ikke tvivl om, at duft henviste til det, der udsendtes, ikke til det at opfange vellugt.
Ordet lugte har det på samme måde. Det kommer af middelnedertysk, det dominerende sprog i hansetiden, og af ordet lucht, som egentlig betød en luftstrøm eller luft, og som forresten var beslægtet med det ord, som i dag betyder loft. Således er ordet lugt også betydningsmæssigt forankret i det, der kommer til os, eller som afgives. Det hedder jo imidlertid lugtesans, så her handler det om at lugte til noget eller at modtage signaler ved hjælp af denne fornemme sans.
At lugte og at dufte kan altså bruges både til at beskrive udsendelse og opfangelse af duft, men ordbogen tager forbehold for duftene. Sprog forandrer sig, og måske er ordet snuse ved at være forbeholdt noget, hunde og andre dyr foretager sig. Eller måske er det kriminallitteraturen, der har gjort at snuse til noget, der indebærer mistænkeliggørelse. Detektiver snuser efter sære spor!
Der er utvivlsomt også sket noget mellem dufte og lugte, for ordet lugte er nærmere stinke end det var tidligere. Men nu må vi ud for at snuse til sommerens dufte.