Hellig eller bare ko

Køer er en fast del af det indiske gadebillede, og for hinduerne repræsenterer den et stærkt religiøst symbol. Men i virkeligheden er koen ikke nævnt i de ældste hinduskrifter, og det er ikke noget guddommeligt liv, den lever i storbyerne

Rundtomkring i New Delhi støder man jævnligt på koen, der i mangel på græsningsarealer lever af det affald, den kan finde.
Rundtomkring i New Delhi støder man jævnligt på koen, der i mangel på græsningsarealer lever af det affald, den kan finde. . Foto: Mikkel Ais Andersen.

Dovent trisser de rundt på vejene i nogle af verdens mest trafiktunge byer med blikket rettet mod jorden, på udkig efter, hvad de nu lige kan finde at spise. De ænser ikke omgivelserne, hvor det ellers er en god ide at træde varsomt, hvis man ikke har lyst til et nærmere bekendtskab med en bil, en scooter eller en tuk-tuk.

LÆS OGSÅ: Hinduistiske gudefigurer forurener de indiske søer

Og de har da heller ikke den store grund til bekymring, de hellige køer, for de spiller en helt speciel rolle i den indiske religion og kultur. Her har de i flere hundrede år været fredede. Det er en alvorlig religiøs forseelse at slagte eller spise køer, og det har været forbundet med alvorlige straffe at gøre skade på en hvilken som helst ko. I Indien er de nemlig alle som en lige hellige.

Selvom køerne kun er hellige i hinduistiske lande, er de berømte over hele verden. Vi har i vores barnelærdom blandt andet hørt om dem gennem Tintin i Tibet, hvor Kaptajn Haddock erfarer, at køer er hellige. Og de er ligefrem blevet et begreb som en betegnelse for noget, man ikke må pille ved en vending, vi i flæng bruger i det danske sprog, og som pudsigt nok er overtaget fra den hinduistiske opfattelse af et husdyr på den anden side af jorden.

Koen har dog ikke den samme status i alle Indiens delstater i turistdestinationen Goa er det for eksempel muligt at bestille en steak uden at blive anholdt, men i langt størstedelen af Indien kan koen nyde en fredelig tilværelse uden risiko for at skulle lægge mørbrad til.

Koen er en slags moderguddom for hinduerne, og den knyttes tæt sammen med guderne Krishna og Shiva. Den symboliserer det livgivende princip, og både mælk og urin fra koen betragtes også som hellig og tillægges derfor en særlig, religiøs og rensende kraft, som blandt andet anvendes i forbindelse med hellige hinduistiske ritualer.

Selvom koen nyder særlig status i Indien, nævnes der overraskende nok intet om den i de ældste hellige tekster, Vedaerne. Her findes der tværtimod eksempler på tekster, hvor guder spiser oksekød, og inden koen blev fredet, var den ligefrem et offerdyr i hinduismen. Man mener derfor, at koen begyndte at få en fremtrædende og hellig rolle i takt med, at det hinduistiske gudeunivers udviklede sig. Dermed opstod samtidig det kulturelle forbud mod at slagte og spise den.

Historiker Dwijendra Narayan Jha fra New Delhi-universitetet har i bogen The Myth of the Holy Cow sat spørgsmålstegn ved de hellige køers hellighed, fordi de netop ikke nævnes i Vedaerne. Og det er et kontroversielt synspunkt, der har mødt stor modstand i Indien.

Han mener, at koen blev helliggjort af de øvre kaster i det indiske kastesystem for at stigmatisere de lavere kaster, som i høj grad levede af at spise køer.

Andre historikere anser det dog for mere sandsynligt, at forbuddet allerede begyndte i 700-tallet, da muslimer invaderede det nordvestlige Indien fra Pakistan. Muslimerne spiste primært køer, eftersom svinekød ifølge islam ikke er tilladt, og som en protest gjorde hinduerne således koen hellig. Herfra fik den etableret sin rolle i hinduismen, hvor den blev et symbol på frugtbarhed og moderskab.

For 100 år siden spillede koen en vigtig rolle i Indien, da den var symbolet på hinduernes politik og blev brugt i den sammenhæng. Koens rolle har siden ændret sig frem til i dag. Den er blevet et symbol på det gamle, traditionelle Indien, og den passer ikke ind i billedet af det moderne Indien som et eksportland af højteknologi til resten af verden.

Den er stadig hellig, men det er, som om den har udspillet sin rolle. Rundtomkring i New Delhi støder man jævnligt på koen, der i mangel af græsningsarealer lever af det affald, den kan finde.

De radmagre og tydeligt vanrøgtede dyr leder ikke just tankerne hen på det guddommelige, når de i den forurenede storby standser trafikken. Og selvom det stadig er forbudt at slå køerne ihjel, betyder det ikke, at de lever en ophøjet tilværelse. De minder mere om herreløse hunde, der strejfer omkring i Indiens storbyer i et forsøg på at overleve.