Fra oldtidens Jeriko går en kabelbane 350 meter op til Fristelsens Bjerg. Bjerget er udpeget til at være stedet, hvor Djævlen fristede Jesus to ud af de tre gange, han blev fristet under sit ophold i Judæaørkenen. Gennem århundreder har der ligget forskellige helligdomme. Den sidst opførte bygning er et græsk-ortodokst kloster.
En af de få munke, der i dag er tilbage, er den ældgamle Geressimos. Han fortæller, at den store grotte i klosteret er stedet, hvor Jesus opholdt sig, da Djævlen opsøgte ham og forsøgte at få ham til at lave sten om til brød.
I klosterkirken, ved alterets højre side, er en trappe, der fører op til en afsats. ”Her,” siger Geressimos og peger på en sten i væggen, ”sad Jesus og så ud over det imponerende landskab, da Djævlen tilbød ham al den magt, han ønskede, hvis han blot ville tilbede ham.”
Som besøgende mærker man, at man er på fristelsens sted. Allerede i billetkontoret til kabelbanen bliver man som mand fristet til at slå sig ned i Jeriko, fordi billetdamen er blændende smuk og opfører sig, som om hun har ventet hele sit liv på, at man skulle købe en billet af hende. På vej op mod bjerget stopper kabelvognen pludselig og gynger faretruende over Jerikos bananpalmer. Angsten griber en, og i de to minutter, det varer inden vognen kører igen, fristes man til at tro, at Gud ikke længere holder hånden under en. Og endelig er restauranten på Fristelsens Bjerg et sted, hvor ris hårde som sten laves til magluba.
Det er, som om Djævlens fristelse til at gøre sten til brød alligevel finder sted. Magluba er en arabisk ret, der tilberedes i en gryde. Lige før retten serveres, vendes gryden på hovedet. Deraf navnet magluba, der på arabisk betyder ”vendt på hovedet”.
Og man sidder i restauranten på det bjerg, hvor Jesus skrupsulten afslog at lave sten om til brød, og fristes til at spise alt for meget.