Himlen er et kæmpestort lærred

Den tykke, melede vinterhimmel; forårets kuplede skyer, der svømmer i himlens blå. I sin essayrække om det danske vejr og sind er forfatter og foredragsholder Kasper Støvring nået til Danmarks store himmel

De fleste erindrer nok den følelse, man havde, når man som barn lå på den friske grønsvær og kiggede op på skyerne med græsset kildrende i nakken, skriver Kasper Støvring. –
De fleste erindrer nok den følelse, man havde, når man som barn lå på den friske grønsvær og kiggede op på skyerne med græsset kildrende i nakken, skriver Kasper Støvring. – . Foto: Nima Stock/ritzau.

Danmark er et lille og meget fladt land. Men det betyder til gengæld, at himlen bliver stor. Himlen over Danmark. Hvad gør den ved os? Hvordan stemmer den vores sind?

Himlen er et kæmpestort lærred med de mest overdådige optiske fænomener: kornmod med fjerne, lydløse lyn som glimt af indre pulsslag i tordenskyerne; den tykke, melede vinterhimmel; forårets kuplede skyer, der svømmer i himlens blå; mørke stæreflokkes vægtløse flugt mod den lyse himmelrand; en flyvende sommer så legende let, som kun børn kan opleve livet, eller solens gyldne fakkel på aftenhimlen en sen efterårsdag.

De fleste erindrer nok den følelse, man havde, når man som barn lå på den friske grønsvær og kiggede op på skyerne med græsset kildrende i nakken. Hen over den klare septemberhimmel drev blomkålslignende cumulusskyer eller lagformede cirrusskyer og formede fantasifulde figurer. Nogle gange fortabte man sig i himlen; man tabte sit hjerte ind i det dejlige himmelblå. En svævende følelse fuld af lyst, ja, men som man siger: Den, der har hjertet i himlen, har også en fast gudstro.

Hvordan hænger det flade land sammen med den tro på Gud, vi på disse egne knytter til den protestantiske kristendom?

Grundtvig udtrykker det meget godt i den sang, der måske siger allermest om danskerne, og som netop har med det flade land at gøre og med det, der ikke findes i Danmark, uden at det dog er en mangel: ”Langt højere bjerge”.

Andre nationer har ikke blot langt højere bjerge, men har også, hedder det, udført større bedrifter. Men ”dansken har hjemme, hvor bøgene gro”. Og at føle sig hjemme, dét er sagen!

I Grundtvigs sang er det gode liv et jordbundet liv, tro mod den skabte verden, et liv, hvor vi hører hjemme på den plet på jorden, der er vores.

”Ved jorden at blive, det tjener os bedst”, lyder de ofte misforståede ord.

De udtrykker ingen jantelov, men viser, at der ikke er noget oppustet og højtragende over vores nationalfølelse. Ordene udtrykker troskab mod de givne vilkår, en stilfærdig eksistens, beskeden i sin begrænsning, men med en egen meningsfylde i stedforankringen på den flade jord.

Vi er jo ikke skabt til højhed og blæst. Er vi vel?

Lever man under en stor himmel, fristes man måske til at plante fødderne solidt i det blå. Men sådan er det ikke her hos os. Det flade land holder danskeren fast.

”Til husbehov vi dog har vid og forstand,/ vi vil os til guder ej grunde”.

Det står i modsætning til andre landes spekulative utopister og himmelstormende, vildfarne idealister.

I sangen hører man kristendommens tale om mennesket, der er stedt på en særlig plads på jorden, ikke som barn af globen, men af folket. Heller ikke her finder man tomme idealer om verdensforbedring, der svigter den partikulære virkelighed nu og her.

Der er vel ingen, der bedre end Grundtvig, vores store landsfader, har givet udtryk for den danske nationalkarakter og forbundet den med naturen, vejret og landskabet – ikke mindst det flade land og den store himmel. Og hvad er det nu, Herren siger?

Mit land er himmel og jord, hvor kærlighed bor!