Det kan godt være, at det er Brian Wilsons navn, der står på plakaten – og det er selvfølgelig også den nu 75 år gamle Beach Boys-stifter, der sælger billetterne – men det kræver en pæn musikalsk bemanding at udføre de til tider komplekse sange, der står på programmet.
Det er centreret omkring Beach Boys-pladen ”Pet Sounds”, der udkom i 1966, og som på denne turne bliver spillet i sin fulde længde og i den rækkefølge, numrene har på pladen. (Til en af koncerterne på turneen bemærkede den gamle Beach Boy-kammerat Al Jardine efter sangen ”Sloop John B”, at ”her skal vi lige vende pladen”…)
I store træk var ”Pet Sounds” Brian Wilsons egen plade. Musikken blev for størstedelens vedkommende skrevet, indspillet og produceret, mens de øvrige Beach Boys-medlemmer var på turne. Da de kom tilbage, skulle de “bare” lægge stemmer til musikken.
En anekdote vil vide, at det var under indspilningerne her, at Brian Wilson – der siden sit femte år har været døv på det højre øre – demonstrerede sin fænomenale musikalske kunnen ved at afbryde en gruppe strygere med kommentaren:
”Hov, hov, stop, stop, stop! Bagerste række, nummer to fra højre, du spillede en halv tone for lavt”.
Også Bob Dylan har bemærket Wilsons evner til med kun ét øre at skabe så storslået musik. I sin biografi ”I am Brian Wilson”, der udkom sidste år, skriver Wilson:
”Jeg går normalt ikke og samler på det, folk siger om mig, men her er alligevel én ting, jeg kan li’. Den er fra Bob Dylan, og det er en af de pæneste komplimenter, jeg har fået – og også en af de morsomste:
’Det øre – du gode Gud’, sagde Dylan, ’Han bliver nødt til at testamentere det til Smithsonian’. Måske gør jeg det”.
(Smithsonian er det amerikanske nationalmuseum).
I 1966 fik ”Pet Sounds” ellers ikke megen ros med på vejen, hverken fra Wilsons fætter og Beach boys-medlem Mike Love, eller fra pladeselskabet Capitol. Der var gået for meget nytænkning i det, de klassiske popsange manglede, mente man, og da ”Pet Sounds” solgte dårligt, skyndte pladeselskabet sig i stedet at få en greatest hits-plade på gaden. Den lavede Capitol betydeligt mere af reklame for, end tilfældet havde været med ”Pet Sounds”, og den mangel på tillid fik Brian Wilsons i forvejen skrøbelige sind til at blive yderligere formørket.
Det skulle blive værre, da han i 1967 var i gang med at indspille den plade, der ellers skulle være pladen, der overgik Beatles’ ”Sgt. Pepper”: ”Smile”.
En del af ”Smile” skulle omhandle elementet ild, og for at musikerne skulle komme i den rette stemning, var de under indspilningerne iført brandhatte. Så langt, så godt, men i dagene efter indspilningerne udbrød der flere brande i nærheden af studiet, og det fik Brian Wilson til at skrotte musikken, da han frygtede, at han havde sat gang i negative energier.
Tilbage til ”Pet Sounds”, hvis ry er vokset betydeligt med årene – Paul McCartney betegner pladen som en af sine absolutte favoritter og nummeret “God Only Knows” som noget af det smukkeste, der er skrevet – og da magasinet Rolling Stone for et par år siden satte sig for sammen med en lang række navne fra musikverden at lave en liste over de 500 bedste plader i tidens løb – ”500 Greatest Albums of All Time”, som det hed – kom ”Pet Sounds” på en andenplads, kun overgået af Beatles’ ”Sgt. Pepper”.
Men Brian Wilson er som nævnt en ældre herre, hvis fysiske og til dels mentale tilstand kunne være bedre.
Han går dårligt, har rygproblemer, er som nævnt døv på det højre øre, hans stofmisbrug i 60’erne og 70’erne har gjort, at han pludselig kan høre stemmer i hovedet, og han kan ikke synge de høje toner, han oprindeligt kunne, og som hans musik kræver.
Det er her, hjælpetropperne kommer ind i billedet.
Blandt den halve snes musikere, han tager med på scenen, er førnævnte Al Jardine, der har været med i Beach Boys lige så længe som Wilson. Jardines stemme er til gengæld så velholdt, at man kan lukke øjnene og føle, at man befinder sig i sommeren 1965, når han synger eksempelvis ”Help me Rhonda”, som da blev udsendt som single.
Med blandt musikerne er også Al Jardines søn, Matt Jardine. Han har den falsetstemme, som Brian Wilson ikke længere har, og han har gennem flere år været med som vokalist i The Beach Boys. Dertil kommer en række eminente musikere og sangere, der kan genskabe den fyldige lyd, der kendetegner de fleste Brian Wilson- og Beach Boys-sange.
Og den er der, lyden. Denne skribent har gennem de seneste 10-12 år hørt Brian Wilson fem gange, og fra at sidde med et nærmest stivnet ansigtsudtryk og set ud til at ønske sig langt væk, har han for hver gang mere og mere virket som den, der vil have festen ud over scenekanten.
Og det er den også kommet! Musikken er måske 50 år gammel eller ældre, men den har en fantastisk appel. Der er måske flest grå- og tyndhårede blandt koncertgængerne, men i en del tilfælde også familier med både to og tre generationer. Og hver gang denne skribent har været til stede, er det endt med, at folk har rejst sig og danset rundt mellem rækkerne. Det har i mere end én forstand været ”Fun, Fun, Fun”.
Brian Wilson spiller torsdag i Odeon, Odense, og fredag i Tivoli, København.
Sætliste fra Brian Wilsons seneste koncert, den 16. juni på Waikiki Beach på Hawaii:
California Girls
I Get Around
Hawaii
Catch a Wave
Surfer Girl
Help Me, Rhonda
Don’t Worry Baby
Wild Honey
Sail On, Sailor
Pet Sounds:
Wouldn’t It Be Nice
You Still Believe in Me
That’s Not Me
Don’t Talk (Put Your Head on My Shoulder)
I’m Waiting for the Day
Let’s Go Away for Awhile
Sloop John B
God Only Knows
I Know There’s an Answer
Here Today
I Just Wasn’t Made for These Times
Pet Sounds
Caroline, No
Encore:
Good Vibrations
Barbara Ann
Surfin’ U.S.A.
Fun, Fun, Fun
Love and Mercy